Fortsæt til indhold
Politik

Ny måling: Markant S-dyk bringer rødt flertal i fare

Ny måling sender Socialdemokratiet ned på dårligste resultat i et år og skaber fornyet spænding om valgresultatet.

Den våde danske sommer har tilsyneladende givet Socialdemokratiet vand i kælderen.

Eller måske endda fugt i fundamentet.

I en ny meningsmåling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten går partiet 2,2 procentpoint tilbage og står nu til 25 procent af stemmerne.

Det er et mærkbart dyk sammenlignet med seneste måling fra maj og første gang i knap et år, at S ligger under valgresultatet fra 2015.

Skaden er dog ikke større, end at Socialdemokratiet stadig sidder sikkert på positionen som Folketingets absolut største parti med en fjerdedel af stemmerne og over 40 mandater.

Til gengæld er oppositionens forspring til blå blok skrumpet til noget, der reelt ligner dødt løb mellem blokkene - blandt andet takket være Nye Borgerlige, som ifølge målingen står til at blive valgt ind.

50,5 procent af vælgerne (svarende til 88 mandater) ville stemme på de såkaldt røde partier, mens 49,5 procent (svarende til 87 mandater) ville sætte kryds ved de blå. Dermed kommer ingen af blokkene op over de afgørende 90 mandater, hvis man ser bort fra de fire nordatlantiske mandater, som normalt hælder til rød side.

»Målingen er klart utilfredsstillende for Mette Frederiksen (S) og klart tilfredsstillende for Lars Løkke Rasmussen (V),« konstaterer politisk kommentator Hans Engell.

»Efter en lang periode, hvor VLAK-regeringen har lignet en sikker taber ved et kommende valg, så er der nu langt større usikkerhed om valgresultatet. Det kan nøjagtig lige så godt blive en blå sejr, som at Mette Frederiksen rykker ind i Statsministeriet,« fortsætter han.

Siden valget i 2015 har S og regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, udviklet et tættere samarbejde end nogensinde før, og i begyndelsen af august forslog Mette Frederiksen at tage endnu et skridt med en såkaldt »velfærdsalliance«, der skulle tvinge VLAK-regeringen til at afsætte 25 mia. kr. frem mod år 2025 til offentlig velfærd. Forslaget blev dog hurtigt affejet af Kristian Thulesen Dahl med en bemærkning om, at DF ikke deponerer dets vilje hos hverken Socialdemokratiet eller Venstre.

Hans Engell tror ikke, at Socialdemokratiets nye strategiske position giver pote hos vælgerne:

»Man må bare sige, at hverken Mette Frederiksen eller Kristian Thulesen Dahl ser ud til at blive belønnet for deres alliance,« siger han.

Belønnet bliver til gengæld Liberal Alliance.

I Wilke-målingen går Anders Samuelsen og co. markant frem fra 5,6 procent i maj til 7,3 procent her i august, og dermed kunne man fristes til at tro, at vælgerne ligefrem bifalder, at regeringen for nylig opgav LA-mærkesagen om topskattelettelser ved efterårets skatteforhandlinger.

Meeen det er måske lidt for tidligt at lade de liberale champagnepropper springe. Godt halvdelen af meningsmålingen er foretaget før regeringens udmelding om topskatten, så det er ikke muligt at sige, om den har kostet partiet vælgere.

Dog står det klart, at Venstre fortsat er i bakgear og ville miste tre mandater, hvis der var valg i dag. Partiet ligger på 17,5 procent af stemmerne i den nye måling.

Desuden ligger Dansk Folkeparti stadig langt under valgresultatet, og står med 16,1 procent af stemmerne til at miste hele ni mandater i Folketinget.