Fortsæt til indhold
Politik

Støjberg vil lære af Norge: Flere skal sendes ud af landet

Norge er »helt i front« i Europa, når det handler om at få sendt kriminelle eller afviste asylansøgere ud af landet, og det skal Danmark lære af, siger Støjberg.

Udlændingeminister Inger Støjberg (V) er så imponeret af Norges evne til at få sendt afviste personer ud af landet, at hun vil tage ved lære af sin nordiske ministerkollega.

Det siger hun til netavisen VG.no under et besøg i Norge mandag.

»En af de ting, som jeg i højeste grad skal have med hjem herfra, er arbejdet med at sende asylansøgere og kriminelle ud af landet. På det område er Norge bedre end Danmark, og det skal vi lære af,« siger den danske minister.

»Norge er helt i front i Europa, og derfor er vi mange, som vender blikket mod Norge for at lære,« fortsætter hun.

Støjberg besøger i dag sin norske kollega, indvandrings- og integrationsminister Sylvi Listhaug fra det norske Fremskridtspartiet.

De to ministerkolleger kommer ifølge Støjberg rigtig godt ud af det med hinanden og udveksler med jævne mellemrum SMS'er. På dagens program var blandt andet et besøg på det lukkede udrejsecenter, utlendingsinternatet i Trandum.

I Norge står Politiets Udlændingeenhed (PU) for udsendelserne af afviste personer, ligesom politiets Nationale Udlændingecenter (NUC) gør i Danmark.

Det står ikke klart, hvad Danmark konkret kan lære af nordmændene, men ifølge chefen for PU Morten Hojem Ervik får de ofte henvendelser fra andre lande, der vil lære af Norges erfaringer med at få folk uden ophold sendt ud af landet:

Alene i juni i år sendte PU 461 personer ud af landet – heriblandt 198 dømte kriminelle, rapporter VG. I hele 2017 er omkring 3.000 personer blevet udsendt.

Herhjemme har regeringen store problemer med at få udsendt afviste asylansøgere til eksempelvis Somalia, Afghanistan og Irak.

På næste års finanslov vil regeringen derfor øremærke 75 millioner kroner af udviklingsbistanden til en såkaldt udsendelsespulje, der skal forsøge at gøre det nemmere at sende afviste asylansøgere retur at fremme frivillig udrejse. Regeringen har allerede udnævnt den 51-årige diplomat og ambassadør i Malaysia, Nicolai Ruge, som Danmarks første »udsendelsesambassadør«.

En anden problematik er hjemsendelser af udenlandske kriminelle, eksempelvis rumænere. Sidst i maj slog Højesteret fast, at forholdene i rumænske fængsler er så problematiske, at Danmark ikke kan sende udlevere personer til i afsoning landet.