Fortsæt til indhold
Politik

Menneskerettighedsdommer: Danmark kan påvirke vores domme

Danmark benytter næsten ikke muligheden for at præsentere synspunkter til sager ved menneskerettighedsdomstol.

/ritzau/

De seneste år har Højesteret med henvisning til domme fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg eksempelvis afvist at udsende kriminelle udlændinge.

Og det har fået de danske politikere til at rive sig i håret. Men den danske regering kan gøre mere for at påvirke dommene i Strasbourg, inden de bliver afsagt mod andre lande.

Sådan lyder meldingen fra Danmarks eneste dommer ved menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, Jon Fridrik Kjølbro, i et interview med Politiken.

- Vi behandler jo masser af sager, som har vidtgående principiel interesse for mange medlemsstater, hvor vi bare må konstatere, at tilsyneladende finder medlemsstaterne ikke anledning til at intervenere.

- Og der kunne man sagtens forestille sig, at det var noget, man gjorde mere ud af, siger han til avisen.

Sidste år afviste Højesteret at udvise vaneforbryderen Gimi Levakovic. Det skete netop med henvisning til tidligere domme fra menneskerettighedsdomstolen.

Men når domstolen i Strasbourg afsiger den slags domme, sker det ved at fortolke den knap 70 år gamle menneskerettighedskonvention i et nutidigt lys.

Her spiller mange ting ind i dommernes overvejelser, forklarer Kjølbro.

Men det sker sjældent, at et land som for eksempel Danmark beder om lov til at komme med indspark, når domstolen behandler klagesager fra andre lande.

- Jeg kan ikke sige, at hvis man intervenerer, så vil synspunkterne nødvendigvis blive fulgt. Hvis man er tavs i verserende sager, så afskærer man sig muligheden for at have indflydelse.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, bryder sig bestemt ikke om, ”at en fjern domstol i Strasbourg skal bestemme over retstilstanden i Danmark”.

Han mener, at det var ”skandaløst”, at Levakovic ikke kunne udvises af Danmark. Han tilføjer om Kjølbros kommentarer:

- Pointen om, at Danmark skal være mere opsøgende, før der bliver afsagt domme i Strasbourg, er på den måde interessant.

- Det vil jeg tage op i Retsudvalget, så vi kan høre, om regeringen vil følge den opfordring.

Fra Venstre siger retsordfører Preben Bang Henriksen:

- Det er prisværdigt, at en dansk menneskerettighedsdommer ytrer sig i debatten. Og når det sker, har vi pligt til seriøst at overveje hans forslag. Det håber jeg da også at de danske myndigheder gør.