Løkke fordømmer Nordkoreas missiltest: Stop provokationerne

Foreløbige analyser tyder på, at Nordkorea nu er i stand til at ramme USA's vestkyst i Alaska.

Artiklens øverste billede
Nordkorea har gennemført endnu en missiltest natten til tirsdag. Foto: AP Video

Nordkorea må omgående standse provokationerne og overholde internationale spilleregler.

Sådan lyder reaktionen fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), efter Nordkorea har gennemført endnu en missiltest natten til tirsdag.

Det kommunistiske styre i Pyonyang hævder, at det succesfuldt har affyret et interkontinentalt testmissil, og affyringen har på ny skabt bekymring hos nabolandende. Det er i så fald første gang, at Nordkorea har affyret så langtrækkende missil.

Lars Løkke Rasmussen kræver på den baggrund et stop for landets gentagne missil- og rakettests.

»Jeg fordømmer den ulovlige missiltest og opfordrer på det kraftigste DPRK (Den Demokratiske Folkerepublik Korea, red.) til at standse provokationerne,« skriver han tirsdag på Twitter.

Han tilføjer, at testen er et uacceptabelt brud FN's Sikkerhedsråds resolutioner.

Nordkorea hævder at have skrevet sig ind i historiebøgerne med et missil, der kan nå USA - nærmere bestemt Alaska.

Den første melding fra USA var, at der var tale om et mellemdistancemissil, men fra nordkoreansk side meddeler man, at der er tale om et interkontinentalt ballistisk missil med langt større rækkevidde. Det bakkes op af flere uafhængige eksperter.

Nordkorea har i årevis arbejdet på at blive en atommagt, og det lukkede land gennemført fem atomprøvesprængninger i 2006, 2009, 2013 og to i 2016.

Den helt store frygt går på, at Nordkorea en dag bliver i stand til at nå USA med interkontinentale missiler, der kan bære atomsprænghoveder.

I USA har præsident Donald Trump ligeledes kritiseret Nordkoreas testaffyring, og både Kina og Rusland kalder testen uacceptabel.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, og den kinesiske keder, Xi Jinping, lancerede tirsdag et nyt initiativ i forsøget på at løse konflikten omkring Nordkorea.

De to ledere, der mødtes i Moskva tirsdag, foreslår, at Nordkorea indtil videre standser dets missiltests og atomprøvesprængninger, mens USA og Sydkorea til gengæld indstiller de store militærmanøvrer, som er blevet afholdt i regionen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen