Fortsæt til indhold
Politik

Venstremand bliver ny generalkonsul i Flensborg

Danmarks nye generalkonsul i Flensborg bliver Venstre-politikeren Kim Andersen.

Danmarks nye generalkonsul i Flensborg er endelig fundet, efter mere end et halvt års uvished om posten.

Ny mand i konsulatboligen syd for grænsen bliver tidligere folketingsmedlem for Venstre Kim Andersen.

Det oplyser Udenrigsministeriet mandag eftermiddag.

Udnævnelsen er den foreløbige kulmination på et kaotisk forløb, hvor Venstre-veteranen Bertel Haarder oprindeligt fik jobbet, men efterfølgende takkede nej på grund af kritik fra grænselandet.

Fyringen af den vellidte og mangeårige generalkonsul Henrik Becker-Christensen blev nemlig ikke vel modtaget i Flensborg, og derfor afslog Haarder »drømmejobbet«:

»Enhver må forstå, at jeg måtte tage bestik af reaktionerne i grænselandet,« forklarede han dengang til Jyllands-Posten.

Kim Andersen er tidligere medlem af Folketinget og – som noget ganske usædvanligt – nuværende formand for Folketingets Sydslesvigudvalg under Kulturministeriet, selvom han ikke længere sidder i Folketinget.

Han er født i Silkeborg i 1957 og nok mest kendt som Venstres erhvervsordfører fra 2011-2015. Før det var han blandt andet retsordfører og skatteordfører samt statsministerens »repræsentant vedrørende fremme af et uhindret arbejdsmarked i det dansk-tyske grænseland« fra 2005-2007.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) glæder sig over udnævnelsen af Kim Andersen.

»Han har gode kompetencer for at være Danmarks forpost i Flensborg,« siger han i en pressemeddelelse.

Det danske generalkonsulat i Flensborg i Tyskland blev oprettet i 1920, hvor Sønderjylland blev genforenet med Danmark efter 1864. Siden 1922 har konsulen boet og arbejdet i den smukke villa »Burg Schöneck« fra 1884. Foto: Dansk Generalkonsulat i Flensborg

Kim Andersen understreger, at han er stolt over at skulle videreføre den store indsats, som den nuværende generalkonsul, Henrik Becker-Christensen, har udført. Samtidig glæder han sig til at skulle fremme danske interesser i grænselandet og mindretallets trivsel.

»Da jeg så, at stillingen som generalkonsul i Flensborg var slået op, var jeg ikke i tvivl om, at jeg ønskede at søge den. Med min baggrund er der tale om en drømmestilling. Så enkelt kan det i virkeligheden udtrykkes. Jeg er derfor meget glad over den tillid, som Regeringen har vist mig,« udtaler han i pressemeddelelsen.

Enhedslistens medlem af Sydslesvigudvalget Christian Juhl siger:

»Jeg havde helst set, at den nuværende generalkonsul blev siddende, men når det nu ikke skal være sådan, så er jeg glad for at, det er blevet Kim Andersen. Han skal nok gøre det godt – han har i hvert fald kompetencerne.«

Med den oprindelige udnævnelse af Bertel Haarder brød regeringen en årelang tradition om at lade alle med interesse for jobbet søge stillingen som generalkonsul. Både den nuværende Henrik Becker-Christensen og hans forgænger, den tidligere konservative minister H.P. Clausen, søgte således jobbet, som var slået op i Statstidende.

Men statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) oplyste i december, at han ønsker flere politiske profiler på Danmarks diplomatposter i udlandet. Dermed lagde regeringen op til at bryde med en årelang tradition om, at ambassadører og andre topdiplomater findes i Udenrigsministeriets embedsrækker.

»Vi har en ambition om at bruge den post (generalkonsulen, red.) til at udleve en ambition, vi har om at lade folk, der har virket politisk i mange år, virke i Danmarks tjeneste. Så det er ikke en beslutning, der knytter sig op på Bertel Haarder,« sagde Løkke efter et EU-topmøde i Bruxelles.

Da Bertel Haarder trak sig, endte posten i Flensborg dog alligevel med at blive slået op af Udenrigsministeriet den 1. maj, og 28 interesserede søgte ifølge TV Syd stillingen.

Regeringens ansættelsesudvalg har valgt Kim Andersen på baggrund af et oplæg fra Udenrigsministeriet baseret på en række ansøgerinterview og test gennemført af Udenrigsministeriet, oplyser ministeriet.

Udnævnelsen af Kim Andersen er betinget af de tyske myndigheders formelle accept.

Henrik Becker-Christensen stopper modvilligt som generalkonsul til september efter 19 år på posten.

Danmark har 15 generalkonsulater rundt om i verden. Se dem på kortet her:

Udenrigsministeriets kort over Danmarks repræsentationer i udlandet. Generalkonsulaterne er de gule prikker. Grafik: Udenrigsministeriet