Politikere i Syddanmark har presset embedsmænd i Carl Holst-sagen
Det ligner sognerådspolitik, vurderer en ekspert.
To politikere i Region Syddanmark har opført sig »ganske usædvanligt og meget uhensigtsmæssigt«, i sagen om den tidligere regionsrådsformand Carl Holst (V).
Sådan lyder vurderingen fra Per Nikolaj Bukh, professor på Aalborg Universitet med ekspertise i offentlig ledelse.
Den kommer, efter at Jyllands-Posten i dag kan afsløre, at regionspolitikere i Region Syddanmark har været mere end almindeligt langt inde i sagsbehandlingen, hvad angår et civilt søgsmål mod Holst.
Den tidligere regionsrådsformand fik tilbage i november 2015 skarp kritik fra Statsforvaltningen for at have haft ansat en partifælle til at føre valgkamp for sig.
»Det minder om sognerådsforvaltning. Det ser simpelthen ud til, at politikerne har misforstået, hvad der er politikernes rolle, og hvad der er forvaltningens rolle.«Per Nikolaj Bukh, professor på Aalborg Universitet med ekspertise i offentlig ledelse.
I marts i år kom Rigsadvokaten dog frem til, at der ikke var grundlag for at rejse en straffesag imod Holst, og i maj konkluderede juristerne i Region Syddanmark, at der heller ikke var materiale til et civilt søgsmål for ulovlig brug af offentlige midler.
Et flertal i regionen var dog ikke klar til at lægge sagen på hylden, men krævede et eksternt advokatkontor på banen for med nye øjne at vurdere muligheden for et civilt søgsmål.
Og det er i udpegningen af dette advokatkontor, at regionspolitikere har været ganske detaljeorienterede.
En mistanke rejser sig
På et lukket møde pressede to regionspolitikere – SF’eren Ida Damborg og De Konservatives Lasse Krull – på for, at advokatfirmaet Halling-Overgaard fra Aarhus skulle have mulighed for at komme med et tilbud på at løse opgaven, fortæller flere mødedeltagere til Jyllands-Posten. Hverken Socialdemokratiet, DF eller Enhedslisten modsatte sig.
Hvem der ellers skulle have mulighed for at komme med et tilbud, måtte være op til embedsapparatet at bestemme.
Lasse Krull henviser til, at der var tale om »en lukket dagsorden«, mens Ida Damborg direkte adspurgt erkender, at hun sammen med Lasse Krull pressede på for et tilbud fra et bestemt firma.
Det skete, efter at de »havde arbejdet rigtig meget i 14 dage« for at lave et kommissorium og finde forslag til et firma.
Er det ikke problematisk, at politikere peger så specifikt på et firma?
»Nej, for vi har ingen kontakt til det firma,« siger hun og understreger, at det for de to har været afgørende at finde et firma, som ikke tidligere har arbejdet for regionen, har et godt ry og ikke er blandt de dyreste.
Per Nikolaj Bukhs vurdering er dog noget anderledes:
»Hvis politikerne er interesseret i en ekstern juridisk vurdering, bør de ikke involvere sig i, hvem der skal lave den. Når de gør det og formentlig samtidig har et ønske om et bestemt udfald af den juridiske vurdering, rejser der sig den mistanke, at valget af netop dette firma kan give det ønskede udfald,« siger han.
»Det minder om sognerådsforvaltning. Det ser simpelthen ud til, at politikerne har misforstået, hvad der er politikernes rolle, og hvad der er forvaltningens rolle,« siger Per Nikolaj Bukh.
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger har regionen fået to tilbud på at lave en juridiske vurdering, og det billigste er givet af Halling-Overgaard. Deres pris lyder omkring 100.000 kr. Det er dog endnu ikke endeligt besluttet, om den juridiske vurdering skal laves, og hvem der i givet fald skal lave den.
Næstformanden i regionsrådet, Poul-Erik Svendsen (S), mener, at det på det nuværende grundlag vil være »uklogt at vælge Halling-Overgaard«.