Fortsæt til indhold
Politik

Fakta: Alle skal vinde på at spare op i nyt pensionssystem

Pensionsaftale vil løse samspilsproblem, så opsparing ikke er en underskudsforretning for nogle grupper.

/ritzau/

Regeringen og Dansk Folkeparti har tirsdag indgået en aftale om et nyt pensionssystem. Målet er blandt andet at komme det såkaldte samspilsproblem til livs.

Samspilsproblemet betyder, at nogle grupper ikke får noget ud af at spare op til pensionen:

* For nogle kan det ikke svare sig at spare op til pension. Det skyldes, at ydelser som folkepensionens tillæg, varmehjælp og boligydelse beskæres, hvis man har en vis indtægt ved siden af.

* Problemet er stigende. I dag er cirka en tredjedel af pensionisterne ramt. For 30 år siden var det 10-15 procent. Og om 30 år ventes det at være cirka 40 procent, hvis de nuværende regler fortsætter.

* Jo tættere man kommer på pensionsalderen, jo mindre kan det betale sig at spare op. Under visse forudsætninger kan der ske det, at hvis man sparer 100 kroner op, tre år før man går på pension, får man kun 89 kroner udbetalt.

* For pensionister i lejebolig kan gevinsten af ekstra opsparing blive endnu mindre. Det skyldes, at boligydelse også kan aftrappes som følge af pensionsindkomst.

* Med pensionsaftalen skal man fra fem år før folkepensionsalderen kunne indbetale op til 50.000 kroner årligt efter skat på en aldersopsparing.

Da udbetalingerne fra en aldersopsparing ikke bliver modregnet i offentlige pensionsydelser, undgås samspilsproblemet i slutningen af arbejdslivet, hvor det er størst.

* Aftalen afsætter også en pulje på 2,4 milliarder kroner for at øge afkastet af pensionsopsparing igennem hele livet. Puljen vil blive udmøntet i forhandlingerne om Jobreform fase II i efteråret.

Kilder: Finansministeriet og Forsikring og Pension.