Overblik: Messerschmidt og sagerne om Meld
Penge fra EU-partialliance endte i dansk kommunal valgkamp gennem Dansk Folkeparti.
For syv måneder siden gik Morten Messerschmidt på sygeorlov. Ved orlovens begyndelse var han centrum i en sag om EU-midler og partialliancen Meld.
Lørdag annoncerede Morten Messerschmidt sit comeback. Her kan du få genopfrisket, hvad Meld var, og hvad sagen handler om:
- Meld var en delvist EU-støttet politisk, europæisk alliance, der samlede de euroskeptiske partier fra EU's medlemslande inklusiv Dansk Folkeparti. Meld blev lukket ved udgangen af 2015.
- Morten Messerschmidt var med i Melds ledelse. Hans daværende partifælle Rikke Karlsson bad i 2015 om indsigt i Meld og den tilhørende fond Felds midler. Det blev hun efter eget udsagn nægtet.
- I maj 2016 afgjorde Europaparlamentets politiske ledelse, at både Meld og Feld misbrugte EU-midler til at føre dansk kommunal valgkamp.
- Sagen tog en ny drejning, da Rikke Karlsson politianmeldte Morten Messerschmidt for identitetstyveri.
- Dokumenter viste, at Rikke Karlsson og hendes tidligere partifælle Jørn Dohrmann havde været med i ledelsen af den politiske alliance Meld - uden selv at vide det.
- De blev i november 2014 valgt ved fondens generalforsamling uden at være til stede. Dokumenterne har Morten Messerschmidt underskrevet.
- Også Dansk Folkepartis næstformand, Søren Espersen, er blevet vicepræsident i EU-fonden Feld uden at have været klar over det.
- Dansk Folkeparti har besluttet at betale alle midler fra partialliancen og fonden Feld tilbage. Der er tale om i alt 2,6 millioner kroner.
Kilder: europarl.europa.eu, meldeuropa.com, DR Nyheder og Ekstra Bladet.