Fortsæt til indhold
Politik

Historikere undsiger S-toppens fortælling om Anker Jørgensens strammerkurs

Mette Frederiksen påstår fejlagtigt, at Anker Jørgensen foreslog, at der maksimalt måtte komme 5.000 udlændinge til Danmark.

S-formand Mette Frederiksen henviser ofte til forgængeren Anker Jørgensen, når hun skal forsvare partiets linje om, at der bør være en grænse for, hvor mange udlændinge Danmark tager imod.

»Anker siger det allerede i 1980’erne. Han foreslår konkret, at der maksimalt må komme 5.000 hertil om året,« sagde hun under en bogmesse sidste år.

Det er en overdrivelse at gøre det til essensen af Anker Jørgensens udlændingepolitik.
Niels Wium Olesen, lektor og historiker ved Aarhus Universitet

Men det er forkert.

»Jeg har ikke fundet spor i kilderne, der viser, at Anker Jørgensen stod bag forslaget,« siger adjunkt ved SDU Heidi Vad Jønsson, der har forsket i Socialdemokratiets historiske indvandrerpolitik.

Folketingsmedlem Mattias Tesfaye (S) har netop udgivet en bog om udlændingepolitikken gennem 50 år. Han bekræfter, at »det var ikke Anker selv, der foreslog det«.

Forslaget indgik i en stor rapport fra et socialdemokratisk udvalg, der kom med en række strammer-forslag i 1987. Mødereferater fra dengang viser, at partiledelsen var splittet, og at Anker Jørgensen personligt foreslog, at spørgsmålet blev udskudt.

Kort efter gik han af som formand, og forslaget blev aldrig partiets officielle politik.

Den store rapport blev lækket til pressen få dage før valget i september 1987, og det udløste spørgsmål til Anker Jørgensen. Han svarede, at »vi skal passe på, at vi ikke bliver overrendt, for der er grænser for, hvor mange flygtninge et lille land som Danmark kan tage«.

Det citat bruger S-toppen i en række debatindlæg i fortællingen om, at der går en rød tråd direkte fra det socialdemokratiske forbillede til den politiske linje i dag.

»Det er en overdrivelse at gøre det til essensen af Anker Jørgensens udlændingepolitik. Det var ikke udtryk for en samlet strategi og blev sagt i en snæver vending på et tidspunkt, hvor han bl.a. skulle navigere mellem vestegnsborgmestre og folketingsgruppe,« siger Niels Wium Olesen, lektor og historiker ved Aarhus Universitet.

Ifølge Lars Jørgensen, forfatter til en afhandling om udlændingedebatten frem til 1999, holdt Anker Jørgensen sig generelt i baggrunden i den diskussion.

Mette Frederiksen vil ikke deltage i et interview, men skriver i en kommentar:

»Jeg føler mig på ret sikker grund, når jeg siger, at Anker i lighed med andre på hans tid var bekymret for, hvad konsekvenserne af den nye indvandring ville blive for vores samfund.«