Radikale flirter med Kristian Jensen i ny kampagne: »Gør Danmark større«
I en ny annonce indrykket i Berlingske forsøger De Radikale at "finde sammen om en ny politisk retning for Danmark".
De har peget på den samme statsministerkandidat ved hvert folketingsvalg siden 1993, De Radikale og Socialdemokratiet.
Men denne tradition kan inden for en ikke fjern fremtid gå hen og blive brudt.
De Radikale har fredag indrykket en helsidesannonce i avisen Berlingske, hvor et billede af Venstre-næstformanden og finansminister Kristian Jensen toner frem i selskab med teksten »Gør Danmark større.«
Annoncen er et behov for at signalere en ny politisk retning og for at nedbryde muren mellem fløjene, siger De Radikales formand, Morten Østergaard, til Berlingske.
»Når vi hører Kristian Jensen sige, at vi skal passe på med kun at fortælle de negative historier, fordi det skader Danmark, rimer det for os på det ønske, vi har om, at vi finder sammen om en ny politisk retning for Danmark. En retning, hvor vi rækker ud efter verden omkring os.«
De Radikales foretrukne statsministerkandidat hedder er fortsat Socialdemokratiets Mette Frederiksen, men det kan ændres, hvis Kriistian Jensen kommer til tops i Venstre.
»Det vil vi tage stilling til på det tidspunkt,« lyder det korte svar fra Morten Østergaard til Berlingske.
Hovedpersonen selv betragter annonceindrykningen som et udtryk for, at De Radikale er "utilfredse" med den traditionelle alliance med Socialdemokratiet.
»Det er altid charmerende at blive flirtet med, men jeg er godt tilfreds med mit tilhørsforhold. Til gengæld virker De Radikale åbenbart utilfredse med deres,« siger Kristian Jensen til Berlingske.
Annoncen bliver bragt en uge efter, at De Radikales integrations- og udlændingeordfører Sofie Carsten Nielsen i P1-programmet Slotsholmen fortalte, at hun foretrækker Venstre-næstformandens politiske projekt frem for Socialdemokratiets ditto.
»Jeg tror stadig, vi kan få mest radikal indflydelse hos Mette Frederiksen, men det er klart, at hvis Kristian Jensen en dag bliver formand i Venstre, så har vi en ny situation,« lød det fra Sofie Carsten Nielsen.