SF vil gøre det lettere for forældre at udskyde børns skolestart
Forældrene skal selv bestemme, om børn udskyder skolestart, mener SF. Forældreforening og skolechefer er enige i, at loven er for stram.
Forældrene skal igen selv bestemme, om deres børn skal udskyde skolestarten. Det mener SF, som har fremsat et forslag til at ændre folkeskolelovens punkt om skolestart.
Det er tosset at tro, at alle børn kan begynde i skole i det år, de fylder seks år.Jacob Mark (SF), skoleordfører
I 2009 blev loven ændret, så det i dag er kommunalbestyrelsen, der bestemmer, om et barn kan få lov til at vente et år med at begynde i skole. Inden da var det forældrenes beslutning, og det skal det ifølge SF være igen. Partiets skoleordfører, Jacob Mark, henviser til, at andelen af børn, der udskyder deres skolestart, er faldet fra 25 pct. i 2008 til ca. 10 pct. sidste år.
»Jeg frygter, at det er blevet en spareøvelse for kommunerne, fordi det er billigere at lade børnene begynde i skole. Det er tosset at tro, at alle børn kan begynde i skole i det år, de fylder seks år. Lad igen forældrene være herre over, hvornår børnene er klar,« mener han, som ikke forventer, at mange flere forældre vil lade skolen vente et år.
»De fleste forældre vil da gerne have, at deres børn starter i skole sammen med deres jævnaldrende kammerater. Vi skal bare igen lytte til de forældre, som mener, at deres børn har behov for at vente et år.«
Mette With Hagensen, formand for forældreforeningen Skole og Forældre, støtter forslaget, fordi »forældre er dem, der kender børnene bedst«.
»Mange forældre har i dag ikke lyst til, at deres barn skal blive til en sag hos PPR-psykologen, for at de måske kan udsætte skolestarten. Så sender de dem i skole, selvom de mener, at børnene burde vente. Men børnene har ikke brug for en skæv start på deres skolegang.«
For stram lov i dag
Jan Henriksen, formand for Børne- og Kulturchefforeningen, er enig i, at loven bør omformuleres. Han ønsker dog ikke, at det igen blive alene forældrenes beslutning at udskyde skolestart.
»Men udskydelse af skolestart bør i højere grad end i dag være en beslutning, der sker i samarbejde med forældrene. I dag er det i for høj grad en ensidig og meget streng forvaltningsbeslutning, hvor der ikke altid bliver taget konkret stilling til den enkelte sag. Vi så derfor gerne, at det blev en mere fleksibel proces.«
Blandt forligspartierne på Christiansborg er der ikke umiddelbart opbakning til at ændre loven om skolestart. Undervisningsminister Merete Riisager (LA) skriver til Jyllands-Posten, at kommunerne har pligt til at sikre, at beslutningen om tidspunktet for skolestart sker ved tæt samarbejde med forældrene.
»Det samarbejde synes jeg understøttes fint med en god balance i den nuværende lovgivning, hvor der er mulighed for at udskyde skolestart, men hvor det samtidig kræver en særskilt beslutning baseret på en faglig vurdering,« skriver hun, mens Venstres skoleordfører, Anni Matthiesen, inden en evt. lovændring vil undersøge, om der er et behov hos forældrene. Hun er samtidig bekymret for børn med anden etnisk baggrund.
»Vil flere af dem så komme til at gå derhjemme et år mere sammen med en mor, der kun taler arabisk? Det kan være, at det er forældrenes behov, men det er bestemt ikke børnenes behov.«