Danmark forhandler i hemmelighed om udlevering af terrordømt
Regeringen vil af med ”Boghandleren fra Brønshøj”. En af de første sager om udlevering til en torturstat er i gang. Godt for retsfølelsen, mener flere partier på Christiansborg.
Udenrigsministeriet har i al hemmelighed rettet henvendelse til Marokkos regering på højt niveau for at undersøge mulighederne for at få udleveret den terrordømte dansk-marokkaner Said Mansour, som sidste år i Højesteret fik frataget sit danske statsborgerskab og idømt udvisning.
Jeg mødtes med Marokkos udenrigsminister. Vi har jo en boghandler, som sidder ude i Brønshøj, som vi synes ikke bør sidde i Brønshøj længereAnders Samuelsen LA, , udenrigsminister
Den nye oplysning kommer samtidig med, at Udenrigsministeriet helt mørklægger de videre forhandlinger med styret i det nordafrikanske land omkring sagen. Det eneste, som udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) ønsker at bekræfte, er, at han under et FN-møde i Geneve den 27. februar diskuterede sagen på allerhøjeste niveau.
»Jeg mødtes med Marokkos udenrigsminister. Vi har jo en boghandler, som sidder ude i Brønshøj, som vi synes ikke bør sidde i Brønshøj længere,« siger han.
Udenrigsministeriet præciserer dog, at det var den marokkanske justitsminister, Mustafa Ramid, som Anders Samuelsen mødtes med, hvilket ifølge iagttagere giver god mening. Justitsministeren er en central aktør i forhandlinger om en mulig såkaldt diplomatisk garanti for, at Said Mansour ikke bliver tortureret, når han vender hjem.
Oplysningerne kommer, efter at flere partier længe har presset på for at få Said Mansour, der også kaldes Boghandleren fra Brønshøj, sendt ud af landet. Flere partier kræver ham hjemsendt, efter at han for anden gang blev dømt for at opildne til terror og mistede sit statsborgerskab.
DF kræver flere svar
Af samme grund ønsker Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, efter de nye oplysninger flere svar fra regeringen. Derfor vil han kalde både integrationsminister Inger Støjberg (V) og udenrigsministeren i samråd for at få uddybet forhandlingerne med Marokko om Said Mansour og samtidig have en redegørelse for, hvordan det går med forhandlingerne om en generel tilbagetagelsesaftale med det nordafrikanske land.
»På samrådet vil vi have at vide, hvad fremdriften er. Vi har tidligere stillet en række spørgsmål i sagen, men det har været som at slå i en dyne,« siger Peter Skaarup.
Andre mener modsat, at de hemmelige forhandlinger er bekymrende. Danmark risikerer ifølge kritikerne at udsende den terrordømte Said Mansour til tortur, og hvis det bliver kutyme i dansk udenrigspolitik, er det stærkt kritisabelt.
»Som udgangspunkt er vi meget betænkelige over for diplomatiske forsikringer. Marokko er notorisk kendt for at anvende tortur og går på mange punkter i en forkert retning, og derfor er vi meget betænkelige over for dette,« siger Søren Søndergaard fra Enhedslisten.
Andre lande har tidligere anvendt diplomatiske garantier med skiftende held. Men ifølge den seneste rapport fra Amnesty International er der stadig tortur i marokkanske fængsler, og flere tvivler derfor på, at diplomatiske forsikringer fra marokkanske ministre vil være nok.
»Den tortur, der finder sted i landet (i Marokko, red.) sker jo ikke efter instruks fra ministre, men er baseret på vaner gennem mange år, efter de rapporter der ligger om landet. Så jeg har svært ved at se, at nogen kan garantere at noget, som finder sted, og som ikke bør finde sted, nu helt sikkert ikke finder sted i forhold til en konkret person,« skriver Said Mansours forsvarsadvokat, Michael Juul Eriksen, i en sms til Jyllands-Posten.
Krav om hjemsendelse
Bekymringen for tortur gør dog ikke indtryk på Venstre, DF og Socialdemokratiet, som alle betegner det som glædeligt, at regeringen i al hemmelighed forhandler om en udlevering.
»Der er tale om Marokko, som jo er velfungerende på mange planer, og derfor er man også nødsaget til at stole på diplomatiske forsikringer. Det gør vi jo også i alle mulige andre sammenhænge, når vi samarbejder militært eller om andre forhold,« siger retsordfører Trine Bramsen (S).
Også Peter Skaarup mener, at Said Mansour kan hjemsendes på baggrund af diplomatiske forsikringer.
Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen kalder det »glimrende,« at Samuelsen har drøftet sagen med den marokkanske minister:
»Det er glædeligt, at Udenrigsministeriet nu gør en aktiv indsats for at komme af med Said Mansour. Meningen må være, når man er dømt og har mistet sit statsborgerskab, så skal man ud af landet. Heldigvis har han statsborgerskab i et andet land, så det er rigtig fint, at der gøres noget for at komme af med ham,« siger Preben Bang Henriksen.
Han føler sig »helt tryg ved,« at Udenrigsministeriet undersøger i hvor høj grad, der er risiko for, at diplomatiske garantier ikke overholdes af Marokko.