Fortsæt til indhold
Politik

Løkke forsvarer Støjbergs lagkage-fejring: Hun har en sød tand

Statsministeren mener ikke, at Inger Støjberg slår plat på menneskers ulykke ved at fejre udlændingestramninger med lagkage.

Det har fået tusindvis af danskere til tasterne, at udlændingeminister Inger Støjberg (V) »fejrede« regeringens udlændingestramning nr. 50 med lagkage og et stort smil på Facebook.

Mange brugere har kritiseret Inger Støjberg for at være uden skam i livet, for at synke til et nyt lavpunkt eller for at slå plat på mennesker i en ulykkelig situation.

Sådan opfatter statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) dog slet ikke udlændingeministerens opslag:

»Hvis det er taget sådan ned, så er det i hvert fald beklageligt. Det kan jeg bestemt ikke forestille mig har været intentionen,« siger Løkke efter et gruppemøde i Venstre onsdag.

De 50 stramninger på udlændingeområdet, som Støjberg kom i kagehumør over, handler blandt andet om lavere ydelser til flygtninge, længere ventetid på familiesammenføring, strengere krav for at få permanent ophold og mulighed for at politiet kan beslaglægge visse værdigenstande af høj værdi fra flygtninge.

Løkke mener - ligesom Inger Støjberg - at det er naturligt at fejre sine politiske sejre.

»Det er fint, at regeringen kommer igennem med sin politik. Det, som vi fejrer, er resultaterne ikke metoden,« siger han og konstaterer, at Inger Støjberg »har en sød tand.«

Med dét henviser han til, at Inger Støjberg også spiste kage den 13. februar sammen med en flygtning, der var kommet i arbejde på Ejby Bageri på Fyn. Billedet fra virksomhedsbesøget kom også på Støjbergs Facebook.

»Selv har jeg det anderledes, for hvis jeg skulle spise kage hver gang, at vi opnåede et resultat, så ville jeg få kæmpe problemer,« lyder det fra Løkke.

I skrivende stund er Inger Støjbergs lagkageopslag blevet delt over 4.600 gange, har fået mere end 8.000 kommentarer og er også blevet liket på Facebook. Medier i Sverige, Norge og Tyskland har omtalt billedet og politikere fra primært venstrefløjen har taget skarp afstand.

Også den store amerikanske avis New York Times omtaler sagen under overskriften: I Danmark kalder det på kage at få gennemført udlændingelovgivning.

Jeg havde ikke forventet, at folk ville føle sig provokeret af det
Inger Støjberg (V)

Selv hævder udlændingeministeren, at forargelsen er kommet bag på hende:

»Jeg havde ikke forventet, at folk ville føle sig provokeret af det,« siger hun.

Jyllands-Posten har været i kontakt mere flere Venstre-folketingsmedlemmer, som ikke ønsker at udtale sig om deres holdning til, at en Venstre-minister fejrer udlændingestramninger ved at købe lagkage og dele billedet.

»Det vil ikke være hensigtsmæssigt,« siger én V-politiker.

Hos Dansk Røde Kors har man til gengæld været hurtig til at gribe sagen. Generalsekretær Anders Ladekarl har delt et billede, hvor han står med tre lagkager i favnen. Skrevet i glasur står en opfordring om at støtte Røde Kors’ arbejde i det krigshærgede Syrien med 50 kr. ved at sende en sms med teksten ”KAGE” til 1240.

»I dag er det seks år siden krigen i Syrien startede. I den tid har vores nødhjælpere hjulpet 2,45 millioner mennesker. DET skal fejres!« skriver Ladekarl.

Indtil videre har 4.321 mennesker doneret over 260.000 kr.