Måling: Status quo efter 100 dage med trekløverregeringen
VLAK-regeringen ville tabe magten, hvis der var valg i dag, viser ny måling.
Vintergækken er ved at springe ud i det ganske danske land, men forårets komme har endnu ikke tøet vælgernes politiske præferencer op.
Styrkeforholdene mellem partierne har således ikke rykket sig nævneværdigt siden vinteren, og efter de første 100 dage med den nye VLAK-regering er der så godt som status quo i dansk politik.
Det viser en ny meningsmåling foretaget af Wilke for Jyllands-Posten.
Her er de vigtigste punkter i målingen:
- Oppositionen har flertal, og Mette Frederiksen (S) ville sandsynligvis blive statsminister, hvis der var valg i morgen. Blå blok står til 47,9 procent af stemmerne mod oppositionens 52,1 procent. Socialdemokratiet ligger præcis på valgresultatet, men de øvrige oppositionspartier ser ud til at have mild vind i sejlene og skubber tilsammen blokken frem sammenlignet med valgresultatet.
- Både Dansk Folkeparti og Venstre ligger stadig et godt stykke under valgresultatet. Kriseramte DF har mistet, hvad der svarer til otte mandater siden valget i 2015, mens Venstre har blødt tre mandater og Liberal Alliance to styk. Regeringsudvidelsen sidst i november har ikke ændret signifikant på dét billede.
- Som målingens eneste lyspunkt for trekløverregeringen har De Konservative bevæget sig op på 5,3 procent af stemmerne. Det er til gengæld en signifikant stigning siden regeringsudvidelsen, hvor det lille parti stod til kun 3,5 procent. Ifølge den nye måling ville Søren Pape Poulsen og co. få ni mandater i dag, og dermed ville SF skulle dele titlen som Folketingets mindste parti med K.
- Nye Borgerlige står til 2,4 procent af stemmerne, og er dermed over spærregrænsen. Det er fjerde Wilke-måling i træk, at det nye højreparti ser ud til at få en plads i Folketinget. I målinger fra andre institutter er Nye Borgerlige dog langt under spærregrænsen, og ifølge Berlingskes vægtede gennemsnit ligger partiet til 1,8 procent.
Regeringens dårlige målinger lader ikke til at påvirke statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
»Der er egentlig en del at glæde sig over,« sagde han i folketingssalen tirsdag og nævnte blandt andet kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen, udlændingestramninger og den lave ledighed.
»Jeg er helt sikker på, at de næste mange 100 dage bliver endnu mere interesante. Men nuvel. 100 dage er 100 dage,« sagde han i sin indledende bemærkning.
Fakta om målingen:
- Wilke-målingen er baseret på 2.004 interview med et repræsentativt udsnit af danskerne foretaget i perioden 1.-8. marts.
- Den statistiske usikkerhed varierer fra de største til de mindste partier. Usikkerheden i denne måling går fra +/-0,67 procentpoint for det mindste parti til +/-1,93 procentpoint for det største.
- Spørgsmål: »Hvilket parti ville du stemme på, hvis der var folketingsvalg i morgen?«