Fortsæt til indhold
Politik

Naser Khader: »Jeg kan ikke se, hvordan vi skal nægte premierministeren adgang«

Der er forsamlingsfrihed i Danmark. Det skal vi ikke bare gå på kompromis med, mener Naser Khader.

De Konservatives udenrigsordfører, Naser Khader, er ikke enig med Venstre og Danske Folkeparti i, at Tyrkiets premierminister Binali Yildirim skal nægtes adgang til Danmark, når han d. 19 marts angiveligt vil komme til landet for at holde borgermøder med herboende tyrkere.

»I Danmark har vi forsamlingsfrihed. Jeg kan ikke se, hvordan vi skal nægte premierministeren adgang hertil,« siger Naser Khader.

»Jeg er fuldstændig enig i den kritik, der er af præsident Erdogans styre. Det er udemokratisk, og det fortsætter med at gå den forkerte vej. Men vi skal stadig leve op til vores egne demokratiske principper. Også selvom vi ikke er enige med det tyrkiske styre,« siger han.

Premierminister Yildirims besøg i Danmark kommer op til, at en folkeafstemning i Tyrkiet om en forfatningsændring kan ende med at give præsident Erdogan yderligere magtbeføjelser bl.a. i forhold til det tyrkiske retssystem.

»Hvis jeg eller Udenrigspolitisk Nævn tog til Tyrkiet, ville vi jo heller ikke finde os i, at vi blev nægtet at tale med f.eks. danskere eller kurdere i Tyrkiet. Jeg er ikke sikker på, det er smart at nægte den tyrkiske premierminister det samme her,« siger Naser Khader.

Udenrigsordfører i Enhedslisten, Nikolaj Willumsen, mener, at den danske regering bør lade den tyrkiske premierminister komme til Danmark.

»Det er komplet hyklerisk, at Tyrkiet forsøger at påberåbe sig ytringsfrihed, når de selv fængsler journalister og politikere. Men det hykleri skal vi udstille. Jeg mener, regeringen bør kræve, at Tyrkiet opgiver fængslingen af de mennesker, der bliver undertrykt i landet,« siger han.

Både Michael Aastrup, udenrigsordfører i Venstre, Kenneth Kristensen Berth, EU-ordfører i Dansk Folkeparti, og Lars Aslan Rasmussen (S) har meldt ud, at de ikke mener, Binali Yildirim skal kunne føre valgkamp i Danmark.