Fortsæt til indhold
Politik

Regeringen vil have EU's lægemiddelagentur til Danmark

EU’s lægemiddelagentur skal flyttes fra London til København, når Storbritannien forlader EU, mener regeringen.

Danmark har en af verdens førende lægemiddelindustrier, og nu er vi også officielt kandidat til at få EU's lægemiddelagentur (EMA) til København.

Det har regeringen meddelt på et pressemøde onsdag.

Lægemiddelagenturet og dets knap 900 ansatte har i dag til huse i London, men skal flytte, når briterne træder ud af EU i løbet af de kommende år.

Derfor øjner regeringen en mulighed:

»Jeg er meget tilfreds med, at vi i dag formelt kan lancere Københavns kandidatur som nyt hovedsæde for EMA – det har vi arbejdet på i flere måneder. Der er ingen tvivl om, at konkurrencen er hård, men jeg er overbevist om, at det vil være en gevinst for både Danmark, EMA og EU at placere lægemiddelagenturet i København,« siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i en pressemeddelelse.

Lægemiddelagenturet står for den videnskabelige vurdering, overvågning og godkendelse af nye lægemidler, der bliver solgt i EU.

En række andre EU-lande har allerede lagt billet ind på agenturet herunder Sverige, Holland, Italien, Spanien, Frankrig og Polen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I forbindelse med Danmarks kandidatur har regeringen udpeget Novo Nordisks tidligere direktør Lars Rebien Sørensen, som regeringens særlige udsending. I de kommende måneder skal han arbejde tæt sammen med regeringen for at fremme det danske kandidatur.

Samtidig har regeringen lanceret en hjemmeside, der fortæller om alle fordelene ved at placere EMA i netop Købehavn. Tæt samarbejde med danske universiteter, et spirrende forskningsmiljø og effektiv infrastruktur er nogle af de esser, der bliver fremhævet.

Ifølge regeringens opfattelse har Danmark gode forudsætninger for at få agenturet hertil på grund af en stærk dansk tradition for at værne om patientsikkerhed, forskningsmiljøet og en tung, innovativ lægemiddelindustri.

Dorte Sindbjerg Martinsen, der er professor ved Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet og blandt andet forsker i EU-sundhedspolitik, er enig i, at Danmark har udmærkede kort på hånden.

»Danmark har mindst lige så gode chancer for at få agenturet til Danmark som mange andre lande,« siger hun til Ritzau og fortsætter:

»Vi har en meget vigtig lægemiddelindustri og en velrenommeret sundhedssektor, så det skulle give Danmark gode kort på hånden.«

EMA blev etableret i 1995 og har siden da godkendt 1.100 medicinprodukter.