Trods ønsker om hurtigere udfasning af kul: S står fast på 2030-mål
Mens flere oppositionspartier vil presse på for en endnu hurtigere udfasning af kul i Danmark, står Socialdemokratiet fast på deres nuværende målsætning om et kulstop senest i 2030.
Dong Energys beslutning om at lægge kul helt i graven allerede i 2023 får ikke Socialdemokratiet til at ændre deres nuværende mål for, hvornår kul skal være endeligt udfaset i Danmark.
Det skubber De Radikale, SF og Alternativet ellers på for nu.
Den tidligere SR-regering havde en målsætning om, at kul skulle være helt udfaset i Danmark senest i 2030, og den ambition står Socialdemokratiet fast på, selvom Venstre-regeringen efterfølgende droppede den.
I stedet for et hurtigere "kulstop" vil S hellere begynde at arbejde for at forbedre mulighederne for næste skridt i den grønne omstilling – nemlig de energikilder, der på sigt skal erstatte det biomassebrændsel, som nu er ved at erstatte kul. Det kan for eksempel være store varmepumper, der kan producere fjernvarme, siger klima- og energiordfører Jens Joel (S)
»Lykkeligvis ser det ud som om, at udviklingen går endnu hurtigere end vi havde turdet håbe på. Så i stedet for at bruge en masse krudt på at diskutere en tidligere slutdato for kul, så skal vi hellere se på at få styret den grønne omstilling videre i den rigtige retning,« siger han.
»Næste skridt bliver at sikre, at det ikke kun er biomasse, der er en løsningsmodel, men også varmepumper, så vi kan få udnyttet vindmøllestrømmen bedre,« tilføjer Jens Joel.
Han understreger, at det er en »fantastisk glædelig nyhed«, at Dong vil omlægge selskabets sidste to kulkraftværker i Danmark til biobrændsel fra 2023 og dermed skrotte det forurenende kul.
»Det er væsentligt hurtigere, end vi havde turdet håbe på, og det viser, at man kan skubbe en udvikling i gang, ved at træffe de rigtige overordnede beslutninger,« siger han.
Men I vil altså ikke sætte jeres målsætning om 2030 længere ned?
»Vi har haft en ambitiøs målsætning om 2030. Det ser ud som om, at det kan lade sig gøre (at udfase kul, red.) hurtigere, end vi troede, så der vil jeg hellere sige, at vi skal tage fat på næste udfordring; hvordan vi sikrer næste skrift af en god omstilling,« siger Jens Joel.
Men I holder fast i målsætningen om, at kul skal være helt udfaset i 2030?
»Ja, det holder vi fast i. Vi har ikke ændret på noget, men det er kun glimrende, hvis udviklingen kan gå endnu hurtigere af sig selv.«
Ordføreren advarer i stedet mod at lægge afgifter på biomasse, sådan som De Radikale tidligere har stillet forslag om i et forsøg på, at rette fokus endnu mere over på varmepumper. Men den taktik risikerer ifølge Jens Joel at få energiproducenter til at vende tilbage til kul.
VLAK-regeringen vil »arbejde for« at Danmark i år 2030 skal have mindst 50 pct. af sit energibehov dækket af vedvarende energi, fremgår det af regeringsgrundlaget.
Når Dong i 2023 har udfaset kul, vil der være to kulkraftvarmeværker tilbage, der ikke ejes af Dong.