Fortsæt til indhold
Politik

Herning Kommune udvider sit forslag til politiskole-grund

Det første forslag til Folketinget var ikke stort nok. Nu offentliggør Herning en udvidelse af byggegrunden til politiskolen.

Herning Kommune offentliggør nu et nyt og udvidet forslag til grund for en kommende politiskole i Vestdanmark.

Det sker efter, at Jyllands-Posten tirsdag beskrev, hvordan kommunen i november sidste år sendte et forslag til politiforligskredsen i Folketinget, som ved nærmere opmåling viste sig ikke at leve op til Rigspolitiets behov.

Hernings borgmester Lars Krarup (V) har beskyldt avisen for at »fortælle usandheder.«

Også Søren Pind, der i november som justitsminister anbefalede, at politiskolen skal bygges i Herning, har kritiseret historien ved at kalde den »falske nyheder på forsiden.«

Men tirsdag formiddag har kommunen så offentliggjort et nyt kort over det område, hvor kommunen gerne vil have politiet til at bygge nyt.

Byggegrunden er nu udvidet i forhold til det forslag, som Herning Kommune i november sendte til Folketinget.

»I Herning Kommune har vi en 57.000 kvadratmeter stor grund klar til nybyggeri af en vestdansk politiskole. Du kan se grunden, og opmålingen af størrelsen, på denne tegning. Herning Kommunens medarbejdere er nemlig rigtig gode til deres arbejde,« skriver kommunen på sin egen Facebookside.

Landinspektør Henrik Birch-Præst har for Jyllands-Posten foretaget en beregning af både kommunens oprindelige forslag og det nye kort fra Herning Kommune.

Han når også frem til, at det samlede område nu udgør omkring 55.000 kvm.

Landinspektør Henrik Birch-Præst har på baggrund af Herning Kommunes oprindelige materiale opgjort arealerne af det første forslag fra november (blåt felt) og tirsdagens udvidede område (pink ramme).

Det har ikke været muligt for Jyllands-Posten at få et interview med Herning Kommune.

Til Ritzau siger borgmester Lars Krarup, at der er tale om en stor misforståelse. Den oprindelige tegning, som Folketinget fik tilsendt med det blå område viser kun den rene byggegrund, hvor udenomsarealerne ikke er regnet med.

»Rigspolitiet efterspørger et areal både til et byggeri og til udearealer til fysiske aktiviteter. Det, Jyllands-Posten beregner på, er alene den andel af den grund, vi har foreslået, hvorpå man kan bygge,« siger Lars Krarup.

Video: Tag en flyvetur over politiskolegrunden:

Dronevideo: Her vil Herning Kommune bygge den nye politiskole