Fortsæt til indhold
Politik

S savner svar fra ældreminister med stor erfaring

Ældreminister Thyra Frank var onsdag i sit første samråd alene, og der var som ventet kritik efterfølgende.

/ritzau/

Med over 30 års erfaring inden for ældreplejen bør ældreminister Thyra Frank (LA) kunne give nogle konkrete svar på, hvordan der fremover sikres en værdig ældrepleje.

Men det gør hun ikke, lyder det fra Socialdemokratiets ældreordfører, Astrid Krag, efter at Thyra Frank onsdag var i samråd om de økonomiske rammer for ældreplejen.

- Hvis jeg havde håbet på at få skabt en tryghed omkring ældreplejen og omkring økonomien bag den, og hvad der vil ske med de regelforenklinger, så står jeg skuffet tilbage, siger Astrid Krag.

Thyra Frank lover en værdig ældrepleje, og det sker ifølge ministeren blandt andet ved afbureaukratisering. Bedre ledelse og færre regler er vejen frem, og så skal kommunerne være deres ansvar bevidst.

- Det lyder jo meget fint bare at sige bedre ledelse og færre regler.

- Selvfølgelig skal vi kigge på det, men man kunne have håbet på, at ministeren havde haft nogle konkrete svar med i stedet for at henvise til en arbejdsgruppe, der skal i gang med at kigge på det i 2017, siger Krag.