Søren Pape vil fjerne prøveløsladelser for rockere og bandemedlemmer
Regeringen er klar til helt at lukke for prøveløsladelser i opgøret med hårde kriminelle. »Ikke ambitiøst nok,« mener S.
Det skal være slut med prøveløsladelser, afsoningen skal i højere grad ske i isolation, og straffene for overtrædelse af våbenloven skal skærpes. Sådan lyder nogle af de tiltag, justitsminister Søren Pape Poulsen (K) vil indarbejde i en ny rocker- og bandepakke efter et blodigt år med konflikt i den kriminelle underverden og skyderi i gaderne.
»Er man registreret rocker- eller bandemedlem, er der ingen prøveløsladelse. Billetten til prøveløsladelse er, at man er en del af et exit-program,« siger han.
Dermed skærper justitsministeren tonen over for organiserede kriminelle i Danmark. I januar kunne forhenværende justitsminister, Søren Pind (V), »ikke gå så langt« og pegede bl.a. på hensynet til menneskerettighederne.
Tryghedsministeren: Tryghed for mig er....
I dag er registrerede rockere og bandemedlemmer kun afskåret fra prøveløsladelse, hvis deres gruppe ifølge politiet tager del i en konflikt.
»Vi har organiserede kriminelle, som ikke skyr nogen midler. Derfor er vi nødt til at sætte hårdt mod hårdt,« siger Søren Pape Poulsen.
Retsordfører Trine Bramsen (S) er ikke imponeret.
»Det er ikke ambitiøst nok, derfor kommer vi til at lægge yderligere en stribe forslag på bordet. Vi skal tænke meget mere kreativt,« siger hun.
Siden 2011 er antallet af registrerede rockere og bandemedlemmer i Danmark faldet markant. Det kan der være flere forklaringer på, lyder det fra Michael Kjeldgaard, leder af Nationalt Efterforskningscenter (NEC) under Rigspolitiet.
»Der er strenge dokumentationskrav, når vi siger, at en person er rocker- eller bandemedlem. Vi ser meget større fleksibilitet i bandemiljøet end tidligere og skift mellem grupper. Det gør dokumentationsarbejdet vanskeligere, og så er politiet nogle gange nødt til at pille bandemedlemmer ud af registret,« siger Michael Kjeldgaard.
Derfor foreslår Trine Bramsen at øge muligheden for placere folk i registret, »f.eks. hvis de er medvirkende til bandekriminalitet«.