Fortsæt til indhold
Politik

Espersen: Mogens Camre frygtede for Danmarks undergang

Afdøde Mogens Camre sagde ting, han ikke burde have sagt, men det er ikke de kontroversielle udtalelser, han bør huskes for, mener partifællen Søren Espersen.

Mogens Camres ledestjerne gennem store dele af hans politiske liv var en grundlæggende angst for, at Danmark ville gå under.

Sådan lyder det fra Mogens Camres partifælle, Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen, efter Mogens Camres død tirsdag i en alder af 80 år.

»Mogens havde en angst for Danmarks undergang i forhold til islams fremrykning i Europa og Danmark, og det drev ham i stor stil,« siger Søren Espersen.

Det er næsten som at finde et enkelt hundehår på en stor flot sofa – og så smide sofaen ud.
Søren Espersen om Mogens Camres kontroversielle udtalelser

De seneste år har den intellektuelle Mogens Camre særligt trukket overskrifter på grund af en lang række stærkt kritiske og kontroversielle udtalelser om islam. Blandt andet sammenlignede han unge muslimer med tyske værnemagtssoldater og sagde, at de »tyske soldater begik ikke de voldelige overgreb mod civilbefolkningen, som dele af nutidens muslimske ungdom udsætter os for.«

I februar i år blev han dømt for racisme, fordi han i en Twitter-opdatering fra 2014 havde skrevet:

»Om jødernes situation i Europa: muslimerne fortsætter hvor Hitler sluttede. Kun den behandling, Hitler fik, vil ændre situationen.«

»Mogens begik fejl, ligesom som alle mennesker, der gør en indsats, gør,« erkender Søren Espersen.

Han mener ikke, at kontroverserne om Camres mange udtalelser om islam skal skygge for hans øvrige politiske virke.

»Det er næsten som at finde et enkelt hundehår på en stor flot sofa – og så smide sofaen ud. Man kan godt botanisere i enkelte ting. Ud af en produktion, som er så kæmpestor som Mogens Camres, vil der altid være ting, man skulle have sagt på en smartere måde. Men det vil være forkert, at lade det overskygge Mogens' eftermæle,« siger Espersen.

Han mener sågar, at det er at latterliggøre Mogens Camres indsats hos DF, hvis man kun hæfter sig ved hans kontroversielle udtalelser.

»Der findes ingen politikere, som ikke er kommet til at sige noget, de skulle have sagt anderledes. Nogen ting har været overdrevne, og det har Mogens også godt kunnet se. Han var jo ikke dum. Tværtimod var han utroligt godt begavet og havde politisk tæft. Men nogle gange løber munden jo over. Sådan er det.«

Der har i årevis været en forståelse af, at Mogens Camre fik mere line end de fleste andre DF-medlemmer, og at det var årsagen til, at han aldrig blev ekskluderet fra partiet på trods af de gentagne "sager" om markante udtalelser.

Søren Espersen bekræfter, at Camre havde særstatus:

»Selvfølgelig fik han det. Der er kæmpe forskel på et meget tænkende intellektuelt menneske, der drevet af stærke følelser, og på en eller anden brovtende fyr. Hos os er der forskel. Det er der også i andre partier – de vil bare ikke sige det,« siger han og afviser, at det nogensinde har været på tale at smide Camre ud af DF.

Ifølge Søren Espersen har den Randers-fødte politiker haft »umådelig betydning« for partiet, siden han blev medlem i 1999. Både for DF i Danmark og i Europa, lyder skudsmålet.

»For det første tog han medlemmer fra Socialdemokratiet med over til os fra dag ét. Det var medlemmer i blandt andet vestegnskommunerne, som ikke følte, at Socialdemokratiet lyttede til dem særligt i indvandrerpolitikken. Mogens' skift til os banede vejen for, at de også kunne skifte til DF,« siger Søren Espersen og understreger vigtigheden af dette:

»Det havde enorm betydning for Dansk Folkeparti, fordi det var første gang, at vi for alvor begyndte at gøre strandhugst hos de socialdemokratiske vælgere.«

For det andet var Mogens Camre med til at sætte DF på europakortet, mener Søren Espersen. Camre kom ene mand til Europa-Parlamentet og blev alligevel hurtigt næstformand for den gruppe, som DF på daværende tidspunkt var medlem af i parlamentet, Union for Nationernes Europa.

»Mogens havde en enorm viden og kunne samle folk omkring sig. Det betød, at man kom til at kende Dansk Folkeparti i Europa,« siger Søren Espersen, som beskriver Camre som en god kammerat.

Det var Søren Espersen selv, der i 1999 kontaktede Mogens Camre og foreslog ham at blive medlem af Dansk Folkeparti. På daværende tidspunkt arbejdede han på den danske ambassade i Bruxelles og havde derfor et stort netværk at trække på. Samme år blev han valgt ind i Europa-Parlamentet, hvor han var medlem frem til 2009.

Tidligere havde Camre siddet i Folketinget for Socialdemokratiet i 19 år, hvor han i flere år var partiets finansordfører og senere politiske ordfører.

»Det var i høj grad på grund af hans syn på indvandring, at vi bad ham om at komme med (i Dansk Folkeparti, red). Men han havde også en naturlig EU-skepsis, som nok efterhånden voksede, efter han kom ind hos os,« siger Espersen.

Sidste stop i Mogens Camres politiske karriere blev tilbragt som byrådsmedlem i Gladsaxe Kommune, hvor han sad fra 2014 og frem til dette efterår, hvor han måtte tage orlov på grund af sin sygdom.

Mogens Camre døde tirsdag på et hospice på Frederiksberg efter at være blevet ramt af den dødelige nervelidelse ALS. Han blev 80 år gammel og efterlader sig syv børn.

Espersen vil særligt savne Camres gode humør:

»Der var altid liv og glade dage, når Mogens var med. Han kunne godt lide at få et par bajer sammen med drengene. Det kommer jeg til at savne. Han var en kammerat.«