Har medier, borgere og politikere været for hårde ved Thyra Frank?
Den nye regerings ældreminister, Thyra Frank (LA), har i de seneste dage været ude i noget af et stormvejr.
Liberal Alliances Thyra Frank har mange års erfaring som forstander for plejehjemmet Lotte på Frederiksberg og er desuden uddannet sygeplejerske.
Netop derfor skulle man tro, at hun var noget nær perfekt til posten som den nye regerings ældreminister.
Men aldrig så snart havde Thyra Frank sat sig på ministerposten, før de dårlige sager begyndte at regne ned omkring hende. Først dukkede hun ikke op til et samråd i Sundheds- og Ældreudvalget. I stedet blev det sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V), der skulle tage samrådet for regeringen, hvilket gav kritik fra både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.
Dernæst kom Thyra Frank endnu mere i vælten, fordi hun i et interview med TV 2 søndag meddelte, at det ifølge hende er kommunerne, der har ansvaret for, at ældreplejen på landets plejehjem fungerer, og at de ældre får en værdig behandling.
»Det er jo kommunerne, der har selvstyre,« sagde ældreministeren bl.a.
Det fik TV 2 til at skrive i en artikel, at »de ældre skal ikke regne med, at den nye ældreminister bliver den, der får forbedret forholdene på de plejehjem, hvor beboere kan gå rundt uden at få skiftet ble i tide.«
Det fik både helt almindelige danskere, politiske kommentatorer og andre politikere til at lange ud efter Thyra Frank.
Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, betegnede Thyra Franks udtalelse som »absurd«, mens Dansk Folkeparti har indkaldt ministeren til en såkaldt "forespørgselsdebat".
Men nu er der kommet opbakning til ministeren fra Alternativet. Ifølge partiet er den massive kritik af Thyra Frank et udtryk for »en syg politisk kultur.«
»Når en minister udtaler sig uden spin & uden lovning om egenhændigt at forandre kritisable forhold, så ruller svineriet i medierne, online og på Christiansborg - som vi ser det lige nu med nyudnævnte Thyra Frank,« skriver René Gade, en af Alternativets ordførere, på Facebook.
»Tænk om det var den ærlighed der rent faktisk skal til, for at vi begynder at forstå, hvad en politiker kan og ikke kan udrette fra sin taburet,« skriver han.
René Gade uddyber over for Berlingske, at den hadske stemning er et udtryk for en usund nulfejlskultur blandt politikere og medier, og at Thyra Frank muligvis bare »fortæller tingene, som de er«.
Et budskab, resten af Alternativet bakker op om.
»Vi vil have en ny politisk kultur ikke en syg politisk kultur,« lyder det fra partiet.
René Gade har i øvrigt tirsdag meddelt, at han ikke genopstiller til Folketinget, fordi han »skal iltes efter for ikke at blive suget ind i Christiansborgs usunde politiske kultur«.
»Det ofte beskidte politiske spil og mange mediers massivt manglende nysgerrighed og vilje til at gøre folk klogere, lader sig ikke forandre af min indsats alene, og da jeg insisterer på ikke at blive suget ind i politiks fordummende centrifuge af spin og faktaforvrængning, siger jeg stop i god tid,« skriver folketingspolitikeren tirsdag på Facebook.