- Opdateret 28/11/2016 kl. 13:43
Kritikere: Ny regering er kun ligestillet på overfladen
Kvinderne har fået de bløde ministerområder og er ikke repræsenteret i regeringens fem centrale udvalg.
Med ni kvinder i den 22 ministre store trekløverregering er ligestillingen en hel del bedre end i den tidligere Venstre-regering.
Alligevel kritiseres den nye regering fra flere sider for at halte efter på netop ligestillingen.
Hos Kvinfo, der er videns- og udviklingscenter for køn og ligestilling, roser direktør Nina Groes trekløverregeringens kønsfordeling.
- Men der er et stort men: I regeringens fem centrale udvalg sidder der ikke en eneste kvinde. Og det er helt afgørende, fordi det er regeringens kontrolrum. Det er der, magten i regeringen ligger, siger hun.
Udvalgene tæller blandt andet regeringens magtfulde Koordinationsudvalg, der behandler alle større væsentlige initiativer fra regeringen, og Økonomiudvalget, der varetager regeringens samlede økonomiske politik.
- Du kan som minister ikke rokke med ørerne, uden at du skal igennem et af de udvalg. Hvis du har en ny lov, eller hvis du skal bruge penge på noget, så skal du igennem et af udvalgene, siger Nina Groes.
Et andet punkt, som kritikerne påpeger, er det faktum, at der sidder mænd på alle de tunge ministerposter.
- Blå mænd på alle magtfulde poster. Kvinder på alle de bløde. Lang vej til ligestilling, skriver SF's ligestillingsordfører, Trine Schøning Torp, på Twitter.
I samme toner konstaterer Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, at det ikke er ligestillingen, der trykker den nye regering.
- Jeg tænker, at Karen Ellemann (ny ligestillingsminister, red.) kan starte der, skriver han på Twitter.
Den "traditionelle kønsarbejdsdeling på ministerholdet" har betydning, fordi al forskning viser, at repræsentation og forbilleder betyder noget, påpeger Nina Groes:
- Det, man klassisk kalder de bløde områder, går til kvinderne, mens de hårde områder går til mændene. Kvinderne får børn, undervisning, sundhed, ældre, og mænd får økonomi, forsvar og politi.
Kan man ikke argumentere for, at ministerposterne simpelthen er gået til de mest kompetente på området? Ældreminister Thyra Frank har eksempelvis arbejdet med ældre i mange årtier?
- Vi ser ofte, at man har blinde punkter, når man rekrutterer, siger Nina Groes.
- Man har ubevidste fordomme, som gør, at man ofte kommer til at vælge en, der ligner en selv, både hvad angår køn, hudfarve og helt ned til fritidsinteresser.
/ritzau/