Fortsæt til indhold
Politik

Løkke om partistøtte fra Mærsk: »Fløjtende ligegyldigt«

Lars Løkke ved ikke, hvor mange penge A.P. Møller – Mærsk gav til Venstre i partistøtte sidste år, siger han. Men det var over 20.000 kr.

Mere end 20.000 kr. Men hvor meget mere?

Under Folketingets spørgetime tirsdag afviste statsminister Lars Løkke Rasmussen at kunne svare på, hvor meget privat partistøtte, Danmarks største virksomhed A.P. Møller – Mærsk sidste år betalte til Venstres valgkamp.

Det var Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, som direkte spurgte Løkke, om han ville oplyse, hvor stort et beløb, Mærsk havde givet Venstre i 2015.

»Det kan jeg ikke fortælle. Det aner jeg simpelthen ikke,« svarede statsministeren og uddybede, at det er Venstres økonomiudvalg – ikke ham som formand – der tager sig af partiets økonomi.

»Jeg har ikke nogen viden om, hvilket beløb, der er kommet fra nogen specifikke bidragsydere. Og det er også fløjtende ligegyldigt,« sagde Løkke.

Af Venstres partiregnskab for 2015 fremgår det, at partiet modtog næsten 20 mio. kr. i privat partistøtte sidste år.

Reglerne for partistøtte siger, at partierne kun er forpligtet til at offentliggøre navnene på de bidragsydere, der giver over 20.000 kr. i støtte. De behøver dog ikke afsløre selve støttebeløbet. Og det er Enhedslisten imod:

»Jeg tror godt, at jeg kan blive enig med statsministeren i, at der er stor forskel på, om man modtager 20.001 kr. eller to mio. kr. – eller et meget større beløb,« sagde Skipper.

Statsministeren meddelte, at han skam sagtens kunne se forskel på beløbenes størrelse, men at han derudover ikke kunne få øje på nogen forskel. Han pegede desuden på, at Folketingets spørgetime til statsministeren ikke var det rette forum at stille spørgsmål om et partiregnskab i.

Pernille Skipper mente imidlertid, at fuld åbenhed om pengestrømmene til politiske partier burde være helt naturligt i et demokrati som det danske.

»Når et land som Danmark, konsekvent bryster sig af at være et af de mindst korrupte i verden, så er det da fair nok, at når der ryger penge fra virksomheder over til partier - og partierne er med til at træffe beslutninger, der blandt andet betyder ekstremt lukrative aftaler for selvsamme virksomheder - så har borgerne og vælgerne da lov til at følge med i hvad der foregår. Og hvor mange penge, der flyder frem og tilbage,« sagde Pernille Skipper.

Løkke understregede, at han bestemt ikke skammer sig over, at modtage støtte fra private bidragsydere, og at han ikke brød sig ikke om antydningen af, at rige virksomheder køber sig til indflydelse i dansk politik.

Dertil replicerede Skipper, at Venstre har været med til at lave flere aftaler, der gavner Mærsk – eksempelvis bankpakke II og aftalen om beskatning på Nordsøolien.

Af Enhedslistens partiregnskab fremgår det, at partiet indsamlede/modtog små 3,5 mio. kr. i privat partistøtte sidste år. Heraf kom de 1,6 mio. kr. fra den partiskat, som Enhedslistens egne folketingsmedlemmer og andre medlemmer betaler til partikassen.

Enhedslisten har frivilligt valgt at oplyse, hvem der har givet tilskud ned til 5.000 kr.

De organisationer, der har støttet partiet, er Blik og Rør (25.000 kr.), Malerforbundet i KBH (10.076 kr.), 3F Kastrup (12.000 kr.) og 3F København (5.000 kr.).

De har støttet Venstre med mere end 20.000 kr.:

A.P. Møller-Mærsk

Arp-Hansen Hotel Group

AVK Holding A/S

B.L. Finans

Biludan Gruppen

Chr. Augustinus Fabrikker

Clausen Engineering

Dansk Arbejdsgiverforening

Dansk Erhverv

Dansk industri

Den Liberale Erhvervsklub (Venstres egen pengeklub)

FK Distribution

Foss A/S

Fremstillingsindustrien

Harboes Bryggeri

Industriens Arbejdsgivere

Ingeniørernes A-kasse

Kjeld og Camilla Kirk Kristiansen

Landbrug & Fødevarers Forening til Støtte af et Konkurrencedygtigt Erhvervsliv

Motorcykel Forhandler Foreningen

Scan Group

TEKNIQ - Installatørernes Organisation

Thomas og Anne Mette Voss

Tobaksindustrien

Vetinas

Zibra Digital Media Group

Kilde: Venstres partiregnskab, 2015