Tre ministre skal i hastesamråd om forurenet drikkevand
Den omstridte landbrugspakke kan øge risikoen for tyktarmskræft. Oppositionen kalder ministre i samråd.
Der er en reel risiko for, at blå bloks meget omdiskuterede landbrugspakke kan forurene det danske grundvand, og den kan også påvirke drikkevandet.
Det vurderer forsknings- og rådgivningsinstitutionen Geus under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.
I yderste konsekvens kan det få sundhedsskadelige konsekvenser, advarer en sundhedsekspert over for Berlingske.
På den baggrund indkalder en samlet opposition nu til hastesamråd med miljøminister Esben Lunde Larsen (V), forsyningsminister Lars Christian Lilleholt (V) og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
- Ministrene skal svare på, hvilke initiativer de omgående vil sætte i gang for at forhindre forureningen af drikkevandet som følge af landbrugspakken, siger Enhedslistens miljøordfører, Maria Reumert Gjerding, til Berlingske.
Ifølge Torben Sigsgaard, der er professor ved Institut for Folkesundhed - Miljø, Arbejde og Sundhed på Aarhus Universitet, kan forureningen blandt andet medføre en øget risiko for tyktarmskræft.
Socialdemokratiets landbrugsordfører, Simon Kollerup, udtaler i en skriftlig kommentar til Ritzau:
- Regeringen må omgående gribe ind og standse den igangværende forurening af drikkevandet og de sundhedsskader, som landbrugspakken nu beviselig medfører.
Landbrugspakken blev indgået af Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative i slutningen af 2015. Aftalen betyder blandt andet, at landmænd får lov til at gødske mere.
Efterfølgende kritiserede flere forskere, at miljøgevinsten i pakken var pustet kunstigt op. Sagen endte med at koste daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) posten.
I juni valgte Folketinget også at give hele regeringen en næse i sagen om oplysninger om kvælstofudledning.
/ritzau/