Socialdemokratiet ryster på hovedet over Fogh: »Tæt på at være bizart«
Ingen ved reelt, hvilken rolle Anders Fogh Rasmussen spillede, da Danmark besluttede at gå i krig i Irak, mener forsvarsordfører Henrik Dam Kristensen (S).
Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen glæder sig i et interview med Jyllands-Posten over, at Irak-kommissionen blev lukket. Den udmelding vækker kun harme og hovedrysten hos Socialdemokratiets forsvarsordfører, Henrik Dam Kristensen.
»Det er tæt på at være bizart, når en så afgørende og ledende i figur i en sag, hvor der blev truffet så afgørende og kontroversielle beslutninger, glæder sig over, at sagen ikke bliver undersøgt til bunds,« siger han til Jyllands-Posten.
Han mener, at det stadig, 13 år efter Irak-krigens begyndelse, er uklart, hvilken rolle Anders Fogh Rasmussen helt præcist spillede dengang.
»Sagen er jo den, at ingen rigtig kan sige noget konkluderende om Anders Fogh Rasmussens rolle. Og det kan vi jo ikke, netop fordi Irak-kommissionen ikke fik lov at lave gøre sit arbejde færdigt,« siger han.
Anders Fogh Rasmussen mener, at Irak-kommissionen ville være overflødig, fordi alle oplysninger ifølge ham allerede er fremlagt for Folketinget. Henrik Dam Kristensen er uenig.
»Det kan vi jo ikke være sikre på, når der ikke bliver lavet en ordentlig undersøgelse.«
»Og må jeg så bare i al stilfærdighed minde om, at lande, som vi ellers plejer at sammenligne os med, har gennemført omfattende undersøgelser af, hvad der skete dengang,« siger Henrik Dam Kristensen.
Anders Fogh Rasmussen skønner, at Irak-kommissionen ville være færdig med sit arbejde omkring 2020, 17 år efter invasionen af Irak. Og det giver ingen mening at skue tilbage på den måde, mener han.
»Jeg kan godt give Anders Fogh ret i, at Irak-kommissionens resultater ville foreligge mange år efter beslutningen om at gå ind i Irak. Men jeg mener alligevel, at det er afgørende at vide, præcis hvad der skete dengang,« siger Henrik Dam Kristensen.
Det overrasker ikke De Radikales udenrigsordfører, Martin Lidegaard, at Anders Fogh Rasmussen er tilfreds med lukningen af Irak-kommissionen.
»Det var i hans periode, at de mange beslutninger blev truffet, og hvor de skeletter blev puttet ind i skabene, som kommissionen skulle få åbnet for. Det er en fejl at lukke den kommission,« siger han.