Fortsæt til indhold
Politik

Morten Østergaard: Lad os få det valg

Den radikale leder opfordrer Lars Løkke Rasmussen til at udskrive valg.

Lad os få det valg.

Sådan lød det som noget af det første, da den radikale leder lørdag formiddag gik på talerstolen under partiets landsmøde.

Det seneste døgn er fronterne i den såkaldte blå blok trukket gevaldigt op. Liberal Alliance har slået fast med syvtommersøm, at partiet vil vælte statsministeren, hvis ikke topskatten bliver sat ned med fem procentpoint, og fredag aften svarede DF-formand Kristian Thulesen Dahl tilbage:

”De kan lige så godt på forhånd vide, at vi ikke ender med en aftale, hvor topskatten bliver sænket med fem procentpoint hele vejen op, som de har gjort til et ultimativt krav.”

”De må gøre op med sig selv, om de mener det, og så kan de ligeså godt fremprovokere folketingsvalget nu,” sagde DF-formanden til DR.

Og en valgkamp bakker Morten Østergaard nu op om:

”Lige nu har koalitionen bag regeringen mere travlt med at bekrige hinanden end med at lede landet. Den såkaldte blå blok er åbenlyst ude af stand til at tage ansvar for noget som helst,” siger han.

”Og derfor siger jeg: Jamen så lad os da få et valg. Så vi kan få luften renset og installeret et arbejdsdueligt flertal. Hellere før end siden.”

Hvis ikke valget kommer, vil politikerleden med stor sandsynlighed bare blive større og større den kommende tid, lod han forstå.

”I det her kaos, hvor taktisk spil og hvem bluffer hvem og hvis skyld er det fuldstændig fortrænger det politiske indhold, tror jeg, at flere og flere danskere efterlades fuldstændig rundtossede. Og hver dag lægges der nye alen til det, som folk er så trætte af. Nemlig at politik reduceres til et spil om magten,” lyder det fra den radikale formand.