Overblik: Det ved vi om regeringens finanslov

Tirsdag offentliggøres regeringens bud på en ny finanslov. En række udspil er dog allerede kommet frem.

Det politiske efterår sparkes for alvor i gang tirsdag, når regeringens samlede udspil til en ny finanslov præsenteres, men en del er allerede fremme.

Her kan du få et overblik:

  • Bedre behandling af kræftramte og ingen unge rygere i 2030. 1,5 milliarder kroner skal bruges over de kommende fire år på en ny kræftplan, som er den fjerde siden årtusindskiftet.
  • Pengene skal blandt andet gå til nye skannere og strålekanoner, ligesom hver enkelt patient tildeles en læge, som bliver ansvarlig for vedkommendes behandlingsforløb.
  • Klippekort og bedre mad til ældre. 720 millioner kroner skal gå til de cirka 46.000 ældre, der bor på plejehjem og i plejeboliger.
  • Langt størstedelen af midlerne skal bruges på omkring en halv times ekstra hjælp og støtte hver 14. dag via et såkaldt klippekort.
  • Den negative sociale arv i vuggestuer og børnehaver skal brydes. 580 millioner kroner skal styrke dagtilbud for børn i alderen nul til fem år. Der skal øget fokus på at nedbryde den negative sociale arv, men der skal også ske et generelt kvalitetsløft af dagtilbud.
  • Genopretning af skattevæsenet. Regeringen vil afsætte 1,3 milliarder kroner i 2017 og 6,8 milliarder kroner frem mod 2020 til en styrkelse af skattevæsenet.
  • Tryghed i Danmark. Der afsættes 2,2 milliarder kroner til sikkerhed og tryghed i Danmark til en såkaldt sikkerhedspulje frem mod 2020. Det skal styrke indsatsen over for ungdomskriminalitet, strafskærpelser og antiradikalisering.
  • Regeringen vil sikre, at domstolene i højere grad udnytter strafferammen, når de dømmer i sager om grov vold begået af flere personer.
  • Socialt udsatte. I udmøntningen af satspuljen for næste år vil regeringen prioritere en milliard kroner målrettet socialt udsatte.
  • Udlændingeområdet. Regeringen har hidtil vurderet, at der i år vil komme 25.000 asylansøgere til Danmark. Men siden januar er antallet faldet markant.
  • Derfor vurderer regeringen nu, at blot 10.000 personer vil søge asyl i år. Det vil spare statskassen for tre milliarder kroner, og de penge skal gå til en styrket indsats i nærområderne, kernevelfærd og tryghed.
  • Motorvejen mellem Skanderborg og Aarhus skal udvides. 500 millioner kroner skal sætte en stopper for den massive trafik og kødannelser på E45-motorvejen mellem Skanderborg og Aarhus.
  • Flere muskler til diplomatiet. Regeringen lægger i sit udspil til næste års finanslov op til at tilføre udenrigstjenesten 35 millioner kroner næste år, stigende til 70 millioner kroner i 2018. Det skal styrke diplomatiet, der tidligere er blevet skåret ned.
  • Støtte til eksport af grøn energi. Regeringen vil afsætte ti millioner kroner på finansloven over en treårig periode til udformningen af en grøn eksportstrategi.

Kilder: Ritzau, Jyllands-Posten, Berlingske.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen