Milliarderne er fosset ud – nu kommer redningsplanen for Skat
Flere medarbejdere og en gevaldig pose penge skal sikre, at Skat – og dermed os alle sammen – ikke igen bliver snydt for milliarder.
Først var Skat blevet snydt for 6,2 mia. kr.
Så steg beløbet til 9,1 mia. kr.
Og tirsdag aften kunne Skatteministeriet så meddele, at det endelige beløb, som statskassen er gået glip af, var vokset til 12,3 mia. kr.
I dag kommer modtrækket fra regeringen. Missionen er at få ryddet op i Skat og styrket organisationen efter 10 års nedskæringer og skandalesager om blandt andet fejlagtige ejendomsvurderingerne og årelang svindel med ulovlig refusion af udbytteskat i milliardklassen.
Siden 2006 er antallet af medarbejdere styrtdykket fra over 9.000 til omkring 6.000 - og det på trods af, at der i samme periode er kommet markant flere virksomheder og selskaber.
Svindlen med udbytteskat er foregået i årevis, hvor Skat ikke har kontrolleret anmodninger om refusion af skat på udbytter på aktier. Det har givet svindlere mulighed for at sende anmodninger ind og få penge udbetalt uretmæssigt.
Skatteminister Karsten Lauritzen præsenterer kl. 13. regeringens "nødhjælpspakke", der skal forsøge at genrejse Skat. Planen er angiveligt at genopbygge Skat i en ny struktur og give en tiltrængt saltvandsindsprøjtning med flere medarbejdere og ressourcer.
De præcise detaljer kommer først senere i dag, men allerede nu beretter flere medier om dele af indholdet:
Skat tilføres angiveligt syv milliarder kroner frem mod 2020. En del af pengene skal bruges på nye it-systemer. Hjælpen betyder, at der i 2020 vil være 1.000 flere medarbejdere i Skat end i dag.
De nye medarbejdere skal arbejde i et nyoprettet skatteområde. Skat, som det kendes i dag, vil blive nedlagt. I stedet oprettes et antal nye styrelser. Én styrelse skal eksempelvis håndtere ejendomsvurderinger.
Ifølge Politiken og TV 2 vil regeringen sløjfe danskeres gæld for et større milliardbeløb. Det skyldes, at udgifterne til at inddrive gælden i flere tilfælde vil blive større end gældens værdi. På grund af skrotningen af det fejlslagne digitale inddrivelsessystem, EFI, skal danskernes gæld til det offentlige nemlig inddrives manuelt.
Regeringen lægger angiveligt op til at finde de syv milliarder kroner under de økonomiske 2025-forhandlinger, som indledes i næste uge.
På Christiansborg har et politisk flertal allerede meldt sig parat til at bruge penge på en "hjælpepakke" til skandaleramte Skat, men partierne afventer fortsat Karsten Lauritzens plan. Som altså præsenteres i dag kl. 13.00.
Socialdemokraterne er enige med regeringen i, at det i visse tilfælde giver god mening at sløjfe gæld, som er for dyr at inddrive, men partiet er skeptisk over for at strege et så stort milliardbeløb, som regeringen angiveligt lægger op til.
Timingen er underlig, lyder det fra skatteordfører Jesper Petersen:
»Signalet til danskerne er meget uheldigt. På samme tid som pengene fosser ud af statskassen på grund af udbytteskandalen vil man lave en markant afskrivning af gæld. Og i næste uge foreslår regeringen i øvrigt at lette topskatten,« siger han med henvisning til regeringen økonomiske 2025-plan som ventes næste uge.
»Danskere med bekymring for, om der er penge til at drive vores fælles velfærd selvom de betaler deres skat, må se måbende til.«
Den økonomiske saltvandindsprøjtning til Skat bydes dog velkommen af Socialdemokraterne:
»Vi har længe efterlyst, at regeringen ville investere markant i skattevæsnet for at få rettet op og genskabt tilliden til Skat. Det kræver et større beløb for at lykkes,« siger Jesper Petersen, som er bekymret for, at regeringens plan blot lapper tidligere huller i stedet for reelt tilføre nye ressourcer.
»Det nytter ikke noget, hvis man kun betaler regningen for skandalesagerne. Vi skal også sikre og, at de ikke gentager sig,« siger han.
Kilder: TV2, Politiken, Ritzau, Finans.dk