Københavns Kommune sår tvivl om TV 2's skjulte optagelser fra koranskole

Ifølge Københavns Kommune gik TV 2's muldvarp ind af en forkert dør, så hun med skjult kamera filmede en koranskole i stedet for en børne- og ungdomsforening. TV 2 erkender fejl i netartikel, men ikke i dokumentarudsendelserne »Moskeerne bag Sløret«.

Artiklens øverste billede
Et ældre foto af kvinder, de beder fredagsbøn i moskeen på Dortheavej i Nordvestkvarteret i København. Her holder Islamisk Trossamfund til, men blandt andre også den muslimske børne- og ungdomsforening Tulipanforeningen. Arkivfoto: Tine Harden

TV 2's dokumentarudsendelser »Moskeerne bag sløret« har sat markant aftryk på debatten om offentlig støtte til muslimske foreninger og har endda medført en stribe lovstramninger.

Men nu kommer det frem, at Københavns Kommune sår tvivl om en væsentlig afsløring, som TV 2 bragte i forbindelse med programmerne og som blev videreformidlet i en række andre medier.

Det er Radio24syv, der i dag har bragt historien til torvs.

I en foromtale af udsendelsen på TV 2's hjemmeside blev videoptagelser med skjult kamera udlagt som dokumentation for, at den muslimske forening Tulipanforeningen i Københavns nordvestkvarter i virkeligheden er en koranskole.

»TV2 kan nu dokumentere, hvordan to foreninger får offentlig støtte til at drive moskeer og koranskoler,« skrev tv2.dk i nyheden, der blev viderebragt af blandt andre Politiken, BT og Berlingske som en såkaldt citathistorie fra nyhedsbureauet Ritzau.

Ifølge Københavns Kommune er der bare ét alvorligt problem: Det er slet ikke foreningens lokaler, der bliver vist i TV 2-udsendelsen.

I et notat, som Jyllands-Posten har læst, skriver kommunen, at TV 2's muldvarp fra produktionsselskabet Dokumentarkompagniet simpelthen gik ind ad en forkert dør, da hun lavede de skjulte optagelser:

»Det fremgår af programmet ”Foreningerne bag moskeerne”, at Dokumentarkompagniet har brugt den forkerte indgang, og at man derfor er kommet ind i en del af huset, hvor der rent faktisk er koranskole,« står der i notatet.

Den omtalte forening, Tulipanforeningen, er en klub for børn og unge i alderen 6-17 år. Klubben har lokaler på samme adresse som moskeen på Dortheavej, der drives af Det Islamiske Trossamfund, og foreningen har i flere år modtaget kommunal støtte til eksempelvis fitnesstræning for piger og andre sportslige aktiviteter.

I »Moskeerne bag sløret« forsøgte TV 2's undercover-journalist med skjult kamera at finde frem til foreningen, men fandt i stedet en koranskole. De skjulte optagelser i udsendelsen viser blandt andet tørklædeklædte kvinder, der beder, bliver undervist i islam eller bliver udspurgt om, hvor ofte de læser koranen.

Men ifølge Københavns Kommune stammer optagelserne altså slet ikke fra de to lokaler, som Tulipanforeningen benytter.

Desuden var Tulipanforeningen på tur ude af huset, da optagelserne, som vises i udsendelsen, blev lavet, skriver kommunen i notatet, der er dateret 18. marts.

Artiklen er problematisk. Der står blandt andet, at vi afslører to steder, som får offentligt tilskud til at drive koranskoler – og er jo helt evident ikke rigtigt.

Thomas Breinholt, programchef, TV 2

»Artiklen er problematisk. Der står blandt andet, at vi afslører to steder, som får offentligt tilskud til at drive koranskoler – og er jo helt evident ikke rigtigt. Så det retter vi selvfølgelig.«

»Men det rører ikke ved, hvad vi viser i selve programmet,« siger han til Jyllands-Posten.

Ifølge Thomas Breinholt er det nemlig ikke så relevant, om de skjulte optagelser i »Moskeerne bag sløret« rent faktisk viser Tulipanforeningens lokaler eller ej. Ideen med at besøge foreningen var – forklarer han – at teste, hvad der skete, når en person kom ind fra gaden for at deltage i foreningens offentligt støttede aktiviteter.

To gange besøgte TV 2's muldvarp derfor Tulipanforeningens adresse, men hun kunne ikke finde frem til foreningen. Ingen af de personer, hun spurgte, havde ifølge udsendelsen kendskab til Tulipanforeningen, men muldvarpen fik blandt andet at vide, at der fandtes en koranskole på stedet. I udsendelsen konstaterer TV 2 derfor, at det »ikke umiddelbart« var muligt at finde Tulipanforeningen den pågældende dag.

»Vi illustrerer, at det altså ikke er nemt at finde den her forening, som skal være offentlig tilgængelig og let at finde,« siger Thomas Breinholt.

»Om vi har været inde ved det sted, hvor de siger, at foreningens aktiviteter foregår – det kan vi ikke sige, fordi hun (TV 2's muldvarp, red.) ikke finder lokalerne på sine to besøg. Det er så det, vi viser i udsendelsen,« siger programchefen.

Så du ser ingen problemer i, at I ikke har været inde og filme i de lokaler, der rent faktisk er Tulipanforeningens lokaler?

»Hele eksperimentet går ud på, at undersøge, om man bliver ledt hen til foreningen, hvis man kommer uanmeldt som udefrakommende. Finder man så foreningens lokaler og aktiviteter? Det prøver hun (muldvarpen, red.) to gange, og det gør hun ikke,« svarer Thomas Breinholt.

Ifølge Københavns Kommune skyldes det manglende kendskab til navnet Tulipanforeningen, at de unge, der kommer dér ikke bruger det navn, men i stedet det smartere navn D43 (pga. adressen Dortheavej nr. 43).

Det nævnte talsmanden for foreningen dog ikke over for TV 2's muldvarp, da hun besøgte stedet og ledte efter Tulipanforeningen, oplyser Thomas Breinholt.

Han peger desuden på, at Københavns Kommune selv er part i sagen.

Udsendelserne »Moskeerne bag sløret« havde massiv gennemslagskraft, da de blev vist tidligere på året. I programmerne var der blandt andet eksempler på accept af flerkoneri, opfordringer til ikke at anmelde hustruvold og undervisning i islamiske regler for stening som straf for utroskab.

TV 2's udsendelser var samtidig den direkte årsag til de lovændringer, som kirkeminister Bertel Haarder hen over foråret forhandlede på plads med Folketingets partier.

Her besluttede et politiske flertal bestående af regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF og De Konservative i maj blandt andet at ændre folkeoplysningsloven så reglerne for foreninger, der modtager offentlig støtte, blev strammet op.

Foreninger, der tilbyder folkeoplysende aktiviteter, kan ikke længere få tilskud eller stillet lokaler til rådighed, hvis deres formål eller adfærd modarbejder og underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder religionsfrihed, ytringsfrihed, forbud mod diskrimination, foreningsfrihed og forsamlingsfrihed.

Desuden blev kommunernes tilsynspligt over for foreningerne skærpet, og det blev understreget, at kommunerne skal kræve tilskud tilbagebetalt, hvis der foregår aktiviteter i foreningerne, der »modarbejder eller underminerer demokrati og grundlæggende friheds- og menneskerettigheder«.

»Det handler simpelthen om, at vi ikke vil være til grin for egne penge,« udtalte kirkeminister og forhandlingsleder Bertel Haarder i en pressemeddelelse.

Tulipanforeningen modtog i 2015 modtog et tilskud på 7.440 kr. fremgår det af notatet fra Københavns Kommune.

I de ti år, foreningen har eksisteret har den modtaget omkring 600.000 støttekroner, men før TV 2-udsendelserne havde Københavns Kommune ikke ført tilsyn med foreningen.

Efter udsendelserne har kommunen to gange besøgt Tulipanforeningen – både anmeldt og uanmeldt, og har ikke fundet misbrug af kommunale midler eller brud på reglerne om tilskud.

Københavns Kommune konkluderer derfor, at der ikke er grundlag for at kræve, at Tulipanforeningen betaler tilskuddet tilbage.

Også Det Sociale Værested for Unge i Aarhus kom under kritisk lup i »Moskeerne bag sløret«. Foreningen modtog i 2015 over 100.000 kroner i støtte til aktiviteter som bordfodbold, fodbold og svømning fra Aarhus Kommune.

TV 2's skjulte optagelser viste, at foreningens lokaler også husede en koranskole og en moske, og Aarhus Kommune har efterfølgende fået det eksterne revisionsfirma BDO til at undersøge foreningen, blandt andet ved at foretage en stribe uanmeldte besøg.

Konklusionen på den omfattende undersøgelse er, at Det Sociale Værested har haft de aktiviteter, der ansøgte om støtte til i 2015.

Foreningen har dog ikke været god nok til at registrere dens »aktivitetsniveau«, hvilket indebærer at tælle antallet af medlemmer, der deltager i hvert arrangement. Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) lægger derfor op til, at foreningen ikke skal have støtte i år.

Desuden skal Det Sociale Værested betale sit lokaltilskud for 2015 på 108.314 kr. tilbage. Det skyldes et kontrolbesøg, som kommunen selv foretog før TV 2's udsendelser, hvor kommunen konkluderede, at lokalerne ikke blev brugt »i overensstemmelse med de oplysninger, foreningen har afgivet, og det niveau, foreningen har fået tilskud til.«

TV 2 har onsdag eftermiddag rettet den omtalte netartikel, så det ikke længere fremgår, at der er dokumentation for, at »mindst to foreninger får offentlig støtte til at drive moskeer og koranskoler«.

Dokumentation: Læs Københavns Kommunes notat om Tulipanforeningen her

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.