DF's EU-forslag vækker undren hos Enhedslisten
Uanset udfaldet af britisk afstemning ønsker Enhedslisten en dansk afstemning om udmeldelse af EU.
De står som regel skulder ved skulder, når det handler om at få danskerne til at stemme nej ved folkeafstemninger om EU.
Men hvad Dansk Folkeparti egentlig vil opnå med sit krav om en dansk folkeafstemning i tilfælde af, at briterne på torsdag stemmer for at forlade EU, er på ingen måde klart for Enhedslisten.
Det siger EU-ordfører Søren Søndergaard efter, at Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, over for Jyllands-Posten har fastslået, at DF ønsker en dansk afstemning.
- Det er totalt uklart, hvad de foreslår en folkeafstemning om, siger Søndergaard.
- Det er ikke en folkeafstemning om EU-medlemskabet. Det er en folkeafstemning om at sende den danske regering ned til EU for at forhandle et eller andet, som indebærer en mindre tilknytning.
Søren Søndergaard henviser til, at Dansk Folkeparti tilbage i marts stemte imod et forslag fra Enhedslisten, der opfordrede regeringen til at "udskrive en folkeafstemning om, hvorvidt Danmark skal forblive i EU på de nye betingelser eller melde sig helt ud."
/ritzau/