Morten Bødskov melder afbud til Folkemødet efter overfald
Socialdemokraten Morten Bødskov er endnu ikke kommet sig helt over tirsdagens overfald. Han bliver derfor hjemme fra årets folkemøde på Bornholm.

Årets folkemøde på Bornholm bliver uden tidligere justitsminister Morten Bødskov (S).
Han har valgt at blive hjemme, da han endnu ikke er frisk nok oven på det knytnæveslag, han fik i ansigtet af en ukendt gerningsmand under et EM-fodboldarrangement på Islands Brygge i København tirsdag aften.
Det meddeler Morten Bødskov selv på Twitter fredag morgen.
»Godt Folkemøde til alle! Bliver hjemme. Jeg er desværre ikke frisk nok endnu til de mange debatter. Vi ses næste år,« skriver han.
Bødskov skulle have deltaget i en stribe debatarrangementer under demokratifesten i Allinge, blandt andet om vækst og digitalisering, global konkurrence og virksomheders brug af persondata. Desuden skulle han have spillet politisk høvdingebold sammen med Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Erhverv og Fagbevægelsen lørdag.
Københavns Politi har haft flere personer til afhøring i sagen om knytnæve-overfaldet på Morten Bødskov, men gerningsmanden er endnu ikke anholdt. Hvis han bliver det, vil han blive sigtet efter straffelovens paragraf om vold mod personer i offentlig tjeneste, som kan give op til otte års fængsel.
Gerningsmanden beskrives som ung i begyndelsen af 20'erne, dansk af udseende med lyst, kort hår, og iført jeans og sort hættetrøje. På venstre underarm havde han en tatovering med et karakteristisk tysk jernkors (malteserkors) på 10-15 cm.
Det er sjette gang, at Folkemødet finder sted i Allinge på Bornholm. Senere i dag taler statsminister Lars Løkke Rasmussen på hovedscenen, og det tætpakkede event-program fortsætter til og med søndag.