Overblik: Her er reaktionerne på kommuneaftalen
Der er delte meninger om den aftale mellem kommunerne og regeringen, der fjerner omprioriteringsbidraget.
Fredag aften indgik regeringen en aftale med Kommunernes Landsforening om kommunernes økonomi. Aftalen fjernede blandt andet omprioriteringsbidraget fra 2018. Til gengæld indføres der et moderniserings- og effektiviseringsbidrag.
Aftalen var ikke mange timer gammel, før reaktionerne strømmede ind:
Dennis Kristensen, formand for fagforeningen FOA:
- Bundlinjen er nu igen, at vi får mindre velfærd i form af en slags mini-omprioriteringsbidrag, siger han.
Elisa Bergmann, formand for fagforeningen Bupl:
- Omprioriteringsbidraget ville have været en massakre på børneområdet, siger hun.
Benny Engelbrecht, finansordfører for Socialdemokraterne, er glad for, at omprioriteringsbidraget forsvinder:
- Hvis kommunerne skal effektivisere - og det skal de - så kan det ikke nytte noget, at staten tager pengene ud af kommunernes lommer og først giver dem tilbage, når kommunerne har lagt deres budget, siger han.
Kristian Thulesen Dahl, formand for Dansk Folkeparti:
- Godt at det såkaldte omprioriteringsbidrag nu afskaffes fra 2018. Men vi skal sørge for, at der ikke kommer minusvækst i kommunerne i 2017, siger han.
Morten Østergaard, leder af De Radikale
- Vi er glade for, at omprioriteringsbidragets snigende besparelser er afløst af aftalte og målrettede effektiviseringer.
Jesper Kiel, medlem af KLs bestyrelse for Enhedslisten:
- Finansminister Claus Hjort har stadig sine fingre nede i kommunekasserne og snupper penge fra velfærden, samtidigt med at der er stigende udgifter til ældre og flygtninge.
Lizette Risgaard, formand for fagforbundet LO:
- Vi må også konstatere, at niveauet for investeringer i skoler, daginstitutioner og andre offentlige anlæg endnu en gang falder.
Karen Ellemann (V), social- og indenrigsminister:
- Omprioriteringsbidraget er erstattet med noget, der ligner rigtig meget.
Martin Damm, KLs formand:
- Bolden er spillet tilbage til kommunalbestyrelserne. Ikke at der er blevet flere penge, men man kan prioritere i den enkelte kommune.
Claus Hjort Frederiksen (V), finansminister:
- For regeringen har et omprioriteringsbidrag aldrig været et mål i sig selv. Det har været et middel til at omdirigere ressourcerne derhen, hvor behovet er størst. Nu har vi erstattet omprioriteringsbidraget med moderniseringsprogram.
Geert Laier Christensen, underdirektør i Dansk Erhverv:
- Modernisering skal inddrage private virksomheder i løsningen af de offentlige opgaver. De kommuner, hvor opgaverne er blevet konkurrenceudsat, har man hentet endog særdeles store besparelser.
/ritzau/