Fortsæt til indhold
Politik

Enhedslisten: Skjult attentatsag er en skandale

Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, kalder nu både udenrigs- og justitsministeren i samråd oven på nye afsløringer i mørkelagt sag om attentatet på islam-kritikeren Lars Hedegaard.

Hvordan kunne den mand, som politiet har sigtet for attentatet på islamkritikeren Lars Hedegaard bare forsvinde efter, at han i 2014 var blevet arresteret af tyrkisk politi og begæret udleveret til Danmark?

I dag peger flere efterretningskilder og kilder tæt på regeringen på, at de danske myndigheder med 99,9 procent sikkerhed mener, at han er blevet udvekslet i hemmelighed af den tyrkiske regering til Islamisk Stat i 2014.

Og det møder kritik fra Enhedslisten.

»Det er en skandale. Vi kan da ikke have, at et land ikke overholder de gældende internationale retningslinjer, og oven i købet fangeudveksler personer til en farlig terrorgruppe. Det er jo helt absurd, og det bør få konsekvenser for vores forhold til Tyrkiet,« siger partiets udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen.

Det var i 2014, at det kom frem, at de tyrkiske myndigheder pludselig havde løsladt BH efter, at de danske myndigheder havde begæret ham udleveret til Danmark. Omtrent samtidig kom det frem, at den tyrkiske regering i hemmelighed havde udvekslet op mod 180 fanger til Islamisk Stat, der til gengæld havde frigivet 49 gidsler, som var taget til fange på det tyrkiske konsulat i Mosul i Irak.

Og det er altså denne fangeudveksling, BH skulle have været en del af.

Samtidig forklarer flere kilder nu, at BH formentlig er i Syrien og Islamisk Stats hovedby, Raqqa, hvor han angiveligt er blevet en stor mand og beskæftiger sig med planlægning af terrorangreb i Vesten.

»For mig at se er det intet mindre end en international krise, hvis det er rigtigt,« siger Nikolaj Villumsen, der af samme grund nu kalder regeringen i samråd om sagen.

»Det her må vi have en forklaring på,« siger han.

Ifølge en centralt placeret kilde har PET allerede givet flere oplysninger til regeringen om sagen, der også er blevet diskuteret i Udenrigspolitisk Nævn. Her skulle regeringen have lovet snarest at give oplysninger om den i Folketingets hemmelige kontroludvalg.

BH’s advokat Thorkild Høyer afviser at kommentere på selve sagen, fordi den er behandlet for lukkede døre i retten. Men han slår dog fast, at han ikke har nogen oplysninger, der kan bekræfte, at BH skulle opholde sig i Syrien.

»Tværtimod har jeg oplysninger, der bekræfter, at han på et tidspunkt har været i et andet land end Syrien,« siger han.

Politiet har stadig en international arrestordre på BH.

Men indtil videre er han ikke blevet fanget.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra den tyrkiske regering.