Elbæk i en slags politisk tale: Tiden er til eksperimenter
Modsat Helle Thorning vil Uffe Elbæk eksperimentere med vores velfærdssamfund.
Der skal tænkes ud ad boksen, så vi kan udvikle et nyt velfærdssamfund.
Sådan lyder det fra Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, der indledte partiets første årsmøde med at forklare sine tilhængere, at de ikke skulle forvente en gængs årsmødetale fra ham.
»Det er min ambition at holde en slags politisk beretning. Når jeg siger en slags, er det, fordi det er os, der skaber vores politiske årsmøde,« siger Uffe Elbæk.
»Vi vil være med til at kickstarte diskussionen om velfærdssamfund generation 2.0,« siger Uffe Elbæk.
Ved valgudskrivelsen for et år siden fastslog daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), at »der er ikke plads til eksperimenter. Vi skal passe på det Danmark, vi kender.«
Men det undsiger Elbæk:
»Jeg kan fortælle jer, at det er nøjagtig, hvad tiden er til,« siger den tidligere radikale minister, der mener, at samfundets strukturer skal gentænkes.
»Der er noget rusk raskende forkert i den måde, vi tænker samfund på,« siger han og tilføjer:
»Alternativet er født af en kritik af den neoliberale økonomi. Den æder ikke bare naturen op. Den æder også hjerter op.«
Og derfor mener Alternativet nu, at det er tid til en »revolution« og tid til at eksperimentere med velfærdsamfundet.
»Det var Skandinavien, det var Norden, som skabte forudsætningerne for det første velfærdssamfund. Så selvfølgelig skal det også være os, der giver buddet på velfærdssamfund generation 2.0 Og hvorfor ikke starte her?« lyder opfordringen til de ca. 650 medlemmer, der er mødt frem til partiets årsmøde.
Hvis velfærdssamfundet blev masseret af alternative hænder, ville det ifølge Elbæk blive både friere, mere solidarisk, kreativt og entreprenant.
Partiet har formuleret de tre største udfordringer, som man mener, at det danske samfund, Europa og resten af verden står over for. Og ambitionen er at give et svar på henholdsvis klimakrisen, empatikrisen og systemkrisen.
»For os forandrer klimakrisen alt,« fastslår Uffe Elbæk.
Selvom partiet oplever stor fremgang for tiden og i gennemsnit får 100 nye medlemmer hver uge, er der dog en mangel ved Alternativet, mener Elbæk:
»Vi er ufatteligt meget hvide.«
Hvis partiet for alvor skal afspejle det danske samfund, skal de »være langt mere mangfoldige«, mener han.
Og måske er der nogle blandt de 50 medlemmer, der tikkede ind, mens den politiske leder har talt på scenen.
Ved valget i juni sidste år fik Alternativet 4,8 pct. af stemmerne. Det svarer til ni mandater, og med socialdemokraten Pernille Schnoors partiskifte er det nu vokset til 10. Samtidig er partiets medlemstal mere end firedoblet i det forløbne år. Fra små 2.000 medlemmer i april sidste år til 10.000 i dag, hvor partiet holder årsmøde i Odense.