Fortsæt til indhold
Politik

Liberal Alliance kalder udvisning af kinesisk familie grotesk

Det giver ikke mening, at folk, der tjener penge og knokler, bliver bedt om at rejse ud af landet, siger Anders Samuelsen.

/ritzau/

Det provokerer retsfølelsen, at en kinesisk familie, som har drevet en sushirestaurant på Fanø, står til at blive udvist af Danmark, mens den kriminelle Gimi Levakovic slipper.

- Det er et eksempel på, at lovgivningen er alt for firkantet. Nogle gange bliver man bare nødt til at hæve sig op i helikopteren og se på, hvad der giver mening, siger Anders Samuelsen.

- Det er grotesk, at folk, der knokler derudaf og ikke lægger det offentlige til last, bliver bedt om at rejse ud af landet, mens kriminelle, der ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt, får lov at blive, siger han.

Wang Zhao og hans kone tjener ellers de 375.000 kroner årligt, som kræves for at få arbejdstilladelse i Danmark.

Men fordi størstedelen af arbejdet foregår i sommersæsonen, hvor øen besøges af turister, aftalte Wang Zhao med sin chef, at en del af pengene bliver udbetalt som bonus.

Og det lever ifølge Styrelsen for International Rekruttering og Integration ikke op til reglerne, og familiens arbejdstilladelse er derfor blevet inddraget.