Pentagon forbyder kampflyproducenter at deltage i dansk høring
Det amerikanske forsvarsministerium har ifølge Rasmus Jarlov forbudt to amerikanske flyproducenter at deltage i en høring om indkøbet af nye kampfly. De Konservative ærgrer sig.
På fredag var det meningen, at offentligheden skulle have få svar på en masse vigtige spørgsmål om Danmarks nært forestående indkøb af nye kampfly.
Producenterne af de tre kandidater – Eurofighter, Super Hornet og favoritten Joint Strike Fighter – skulle besøge Christiansborg for at præsentere deres fly og svare på spørgsmål fra de fremmødte i en offentlig høring.
Formålet var sikre mere åbenhed og debat om danmarkshistoriens største militære indkøb, som forventes at løbe op i omkring 30 mia. kr. i indkøbspris.
Men sådan bliver det ikke.
Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har nemlig forbudt de to amerikanske flyproducenter Lockheed-Martin og Boeing at deltage, selvom de ellers havde taget imod invitationen.
Det fortæller arrangøren af høringen, formand for Folketingets forsvarsudvalg Rasmus Jarlov, som modtog beskeden fra flyproducenterne selv tidligere i dag.
»De fortæller mig, at de er blevet beordret til at melde afbud. Eneste begrundelse, jeg har fået, er, at det er et følsomt tidspunkt, at afholde en høring på,« siger Rasmus Jarlov og beskriver aflysningen som underlig og ærgerlig.
»Det efterlader et indtryk af lukkethed om processen, og det giver hverken os politikere eller offentligheden et indtryk af, at man er klar til at fremlægge et åbent og gennemsigtigt billede af indkøbet.«
Personligt havde Jarlov set frem til at spørge favoritten til at spørge folkene fra Boeing og Lockheed-Martin om flyenes kampegenskaber og evner i luften.
Se de tre kampfly-kandidater her:
Se de tre sidste kampfly-kandidater i aktion
Desuden havde han set frem til at spørge Lockheed-Martin om de alvorlige tekniske problemer, som den über-avancerede F-35 Joint Strike Fighter har været ramt af i udviklingsfasen.
»Det får vi så ikke lejlighed for. Nu får vi kun filtreret information gennem Forsvarsministeriets Kampflykontor. De er så de eneste, der får talt direkte med producenterne,« siger Jarlov.
F-35-projektet er i forvejen forsinket og er blevet langt dyrere end ventet, mens flyets højteknologiske informationssystemer slet ikke er færdigudviklet.
Selvom man kunne få fornemmelsen af, at amerikanerne ikke ønsker at svare på kritiske spørgsmål, så afviser Rasmus Jarlov, at man kan klandre Pentagon for uretmæssig indblanding i Danmarks valg af kampfly. Det skyldes, at det er USA, der i givet fald sælger F-35-flyene til Danmark.
»Pentagon er part i købet, så de er i deres gode ret til at blande sig, men jeg synes, at det er uklogt, at de gør det« siger han.
I en kortfattet udtalelse bekræfter Lockheed Martin aflysningen på fredag og begrunder beslutningen med, at salget af kampfly foregår på statsligt niveau mellem to regeringer.
»Da det er en government-to-government-handel henviser vi til den amerikanske regering for yderligere information,« hedder det i udtalelsen, som er videreformidlet af Lockheed Martins danske kommunikatoonsbureau.
De tre flyproducenter afleverede i juli 2014 et bindende tilbud på at levere afløseren for F-16-flyene.
Om kort tid vil regeringen offentliggøre, hvilket kampfly, den mener, at Danmark bør købe. Forsvarsminister Peter Christensen har lovet at offentliggøre beslutningsgrundlaget for valget. Derefter skal Folketinget beslutte, om det vil følge regeringens indstilling.
Før grundlaget er offentliggjort vil Peter Christensen ikke udtale sig om kandidaterne, sagde han i folketingssalen tidligere onsdag.
»Det vil sende nogle mærkelige signaler, hvis regeringen forud for sin indstilling skulle kommentere offentligt på de forskellige kandiaters styrker og svagheder, priser og usikkerheder,« sagde han.
Eksperterne har længe haft det amerikanske F-35-fly, som klar favorit. De Konservative har meldt ud, at der bør købes mindst 30 kampfly og gerne flere, mens andre partier såsom SF og De Radikale mener, at Forsvaret må nøjes med færre.
Alle partier undtagen Enhedslisten og Alternativet bakker op om indkøbet.