Fortsæt til indhold
Politik

Tidehverv anklager DF-formand for at være vælgerbedrager og levebrødspolitiker

Kristian Thulesen Dahl får usædvanlig hård kritik i tidsskriftet, der har tætte bånd til Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl er en »vælgerbedrager« og »levebrødspolitiker«, der ikke længere »kan se forskel på virkeligheden og ordene i en pressemeddelelse«.

Jeg blev oprigtig gal i skralden, da jeg læste artiklen.
Christian Langballe, DF, medudgiver af Tidehverv

Så skarp lyder kritikken af DF-lederen i det nye nummer af det teologiske tidsskrift Tidehverv – et blad med tætte bånd til Dansk Folkeparti.

Tidligere folketingsmedlem Søren Krarup (DF) var redaktør for tidsskriftet fra 1984 til 2012, og han overdrog i 2013 posten til sin datter sognepræst Agnete Raahauge. Samtidig udgives Tidehverv af blandt andre teolog og samfundsdebattør Katrine Winkel Holm (datter af Søren Krarup) og DF-folketingsmedlem Christian Langballe (søn af afdøde Jesper Langballe).

Tidehvervs-fællesskabet, som blev grundlagt i 1926, betegner sig selv som reaktionært og som modstander af »dyrkelse af udviklingen og fremskridtet, der betyder åndelig tomhed og personlig uansvarlighed.«

Forside-artiklen i det nye nummer af Tidehverv – som er skrevet af præsten Claus Thomas Nielsen – angriber både statsminister Lars Løkke Rasmussen og Thulesen Dahl for at være alt for passive, når det kommer til at bekæmpe udbredelsen af islam.

»Vort stakkels fædrelands nuværende statsminister, levebrødspolitikeren Lars Løkke Rasmussen, der har det tilfælles med sine to forgængere – og med sin symbolpolitiske tvilling, vælgerbedrageren Kristian Thulesen Dahl – at han siden sine teenageår ikke har fået løn for andet end for det, som ingen burde få løn for, men have som et ulønnet tillidshverv i fritiden, og som burde være af maksimalt 3-4 års varighed, altså politikerhvervet, og som derfor formentlig er en af de personer i kongeriget, der ved mindst om virkeligheden uden for sin spindoktors kontor, denne statsminister har igen og igen demonstreret, hvor ganske blank han er om alt andet end taktiske manøvrer og regneark,« skriver Stauning-sognepræsten Claus Thomas Nielsen, som selv er med til at udgive Tidehverv.

Han fortsætter angrebet:

»Ligesom Kristian Thulesen Dahl har han bevæget sig så længe i symbolpolitikkens tåger, at han ikke længere kan se forskel på virkeligheden og ordene i en pressemeddelelse.«

Christian Langballe – som altså selv er med til at udgive tidsskriftet samtidig med, at han sidder i Folketinget for DF – blev decideret vred, da han læste artiklen. Det skete dog først efter, at bladet var trykt, oplyser han.

Christian Langballe (DF) blev godt gal i skralden, da han læste kritikken af Thulesen Dahl i sit eget blad.

»Artiklen bærer præg af mangel på politisk realitetssans. Og den indeholder nogle udfald, som jeg ikke forstår og som jeg slet, slet ikke er enig i,« siger DF-politikeren til Jyllands-Posten.

Men du er jo med til at udgive bladet. Så du har altså ikke læst artiklen på forhånd?

»Nej, jeg sidder godt nok sidder i udgiverkredsen, men det er mere af navn end af gavn. Jeg har jo travlt med det politiske arbejde. Det kan godt være, at det lyder underligt, men jeg havde faktisk ikke læst artiklen.«

Skulle artiklen ikke have været bragt, hvis det stod til dig?

»Jeg blev forbandet, da jeg læste den. Men vi udøver jo ikke censur på den måde, så selvfølgelig kan artiklen bringes. Vi skilter ikke politisk. Jeg er bare meget ærgerlig og sur på Kristian Thulesen Dahls vegne. Jeg synes simpelthen, at kritikken er skudt forbi.«

Fortryder du, at kritikken af Thulesen Dahl er kommet med i tidsskriftet?

»Jeg ved ikke, om jeg fortryder det, men når jeg læser artiklen, så forholder jeg mig til den, som om den var blevet bragt ethvert andet sted. Jeg blev oprigtig gal i skralden, da jeg læste den, men det er ikke ensbetydende med, at han (Claus Thomas Nielsen, red.) ikke skal have lov til at skrive det,« siger Christian Langballe.

Han vil skrive et modsvar til kritikken i næste nummer af Tidehverv, som udkommer til august.

Til Ekstra Bladet siger Tidshvervs redaktør Agnete Raahauge, at blandet på ingen måde er styret af Dansk Folkeparti, selvom der altså er tætte bånd mellem de to.

»Jeg føler mig ikke en dyt forpligtet på at støtte DF. De skal håndfast lukke Danmarks grænse. Det skal siges meget kraftigt,« siger hun.

Kritikken af Thulesen Dahl er helt uanstændig, mener DF's næstformand Søren Espersen.

Kristian Thulesen Dahl ønsker ikke over for Jyllands-Posten at forholde sig til kritikken, men henviser i stedet til DF's næstformand Søren Espersen.

Espersen mener, at Claus Thomas Nielsen burde »skamme sig« over at kalde DF-formanden for levebrødspolitikker.

»Det er noget vulgær snak, som ikke hører nogen steder hjemme,« siger han.

»Hvis der er nogen, der har lidt og stridt som politiker, så er det Kristian Thulesen Dahl. Han har måttet lægge ører til mange ting, og er blevet svinet til. Det er ikke, hvad der kendetegner en levebrødspolitiker, som bare gemmer sig på 8. række uden at sige et ord,« fortsætter Søren Espersen, som mener at Thulesen Dahl kunne blive statsminister for et »hvilket som helst parti«, hvis det var det, han ønskede.

På spørgsmålet om, hvad han mener om at Tidehverv har bragt artiklen med kritikken, svarer Espersen:

»Det er helt fint. Det ville jeg også have gjort, hvis jeg var redaktør.«

Hele Tidehverv-artiklen, »Murenes tid«, kan læses her.