Ministers hyrdebrev til borgmestre: Religion må ikke spærre for job
Modvilje mod at arbejde med svinekød er ikke gyldig grund til at sige nej til job, fastslår beskæftigelsesministeren.
Selv om jobbet indebærer, at man - imod sin tro - skal servere svinekød eller alkohol, gælder det ikke som grund til at afslå et arbejde.
Det er den klare besked, som beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen på regeringens vegne nu sender til landets borgmester i et såkaldt hyrdebrev.
»Vi gør stille, men meget bestemt opmærksom på, at religiøs og kulturel baggrund ikke tæller som begrundelse for at tage et job, hvis man er ledig og kontanthjælp eller integrationsydelse,« siger ministeren og henviser til, at flygtninge og indvandrere har meget dårligere fodfæste på arbejdsmarkedet end danskere.
Neergaard Larsen understreger, at regeringen allerede har indført en række tiltag - integrationsydelse, kontanthjælpsloft, 225-timers-regel og en særlige uddannelse IGU - for at skubbe flere flygtninge og indvandrere i gang.
»Set i det lys er det ikke acceptabelt, hvis flygtninge og indvandrere af religiøse og kulturelle grunde takker nej til et arbejde, fordi de f.eks. ikke vil have et arbejde, hvor der svinekød eller alkohol involveret. Det holder simpelt hen ikke - hverken af hensyn til den enkelte ledige, deres børn og Danmarks økonomi,« siger Jørn Neergaard Larsen.
Han stiler brevet til borgmestrene, fordi kommunerne har ansvaret for jobcentrene, og han tilføjer, at hvis ledige afviser at tage et job, er det en kommunal forpligtelse at bruge sanktioner, hvis den ledige er vurderet som jobparate.
»Det skal være slut med undskyldninger fra kommunal side, for vi ser en meget bekymrende udvikling blandt de flygtninge og indvandrere, som har været her i mange år og endnu ikke i tilstrækkelig grad er i arbejde,« siger han og tilføjer:
»Hvis vi ikke får disse grupper i gang, hvordan skal vi så tage os af de mange nytilkomne flygtninge og familiesammenførte,« siger han.
Sanktionerne indebærer, at ledige bliver trukket i sin offentlige ydelse, hvis de uden gyldig grund siger nej til job.