Fortsæt til indhold
Politik

Løkke: Vi har ingen planer om at hæve pensionsalderen

Statsministeren har ingen aktuelle planer om at hæve danskernes pensionsalder, men afviser dog ikke, at det kan komme på tale.

»Vi har ingen planer om at ændre på noget.«

Med disse ord afviser statsminister Lars Løkke Rasmussen, at regeringen på nuværende tidspunkt, har konkrete planer om at danskerne skal blive flere år på arbejdsmarkedet.

Forlydender om at regeringen igen overvejede at hæve pensionalderen fra de nuværende 67 år fik ellers Enhedslisten til at gå Løkke på klingen under spørgetimen i folketingssalen tirsdag.

»Først var det efterlønnen, der blev rundbarberet, så hævede man pensionsalderen og nu overvejer man så igen, at sige til danskerne, at de skal være færre år på pension,« sagde Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen og tilføjede, at dem, der bliver hårdest ramt af et længere arbejdsliv er dem med korte eller ingen uddannelser samt dem med hårdt fysisk arbejde.

»Det er kasseassistenten, mureren, SOSU-assistenten, stilladsarbejderen. Det er dem, der risikerer at gå lige fra arbejdsmarkedet til sygeseng,« advarede Johanne Schmidt-Nielsen..

»Jeg synes, det ville være ordentligt, hvis statsministeren og Venstre fortalte danskerne, hvad deres holdning er til pensionsalderen.«

Baggrunden for spørgsmålet var en artikel i tirsdagens udgave af Ekstra Bladet, hvor det fremgår, at regeringen kigger pensionssystemet efter i sømmene.

»Vi overvejer at kigge på pensionssystemet, give incitamenter til at blive længere på arbejdsmarkedet eller fremrykke de opjusteringer, som allerede er vedtaget for pensionsalderen,« siger finansordfører Jacob Jensen (V) således til Ekstra Bladet.

Men Løkke afviste altså, at der allerede nu ligger planer klar i skuffen:

»Vi har ingen aktuelle planer for nærværende om at hæve pensionsalderen,« sagde han uden dog at garantere, at spørgsmålet om længere arbejdsliv ikke kunne på tale på et senere tidspunkt.

Hver femte år tager politikerne nemlig stilling til, om pensionsalderen skal hæves.

»Andre aktuelle planer end det, har vi ikke for nærværende,« lød det afslutningsvis fra statsministeren.

Heller ikke Socialdemokraterne går umiddelbart med planer om en hurtig hævelse af pensionsalderen, meddelte formand Mette Frederiksen (S) efter spørgetimen.

»Vi kommer ikke til 2020-forhandlinger med store planer om arbejdsudbuds-reformer,« sagde hun.

Med Velfærdsaftalen fra 2006 (VK-regeringen, S, DF og R) blev pensionsalderen gradvist hævet fra 65 til 67 år fra 2019 til 2022. Samtidig blev det besluttet, at pensionsalderen fortsat skal hæves trinvist de kommende år i takt med at levealderen stiger.

For et år siden var De Radikales leder, Morten Østergaard, ude med et ønske om at sætte mere fart på processen. Han foreslog, at pensionsalderen blev sat op til 68 allerede i 2025.

Dansk Arbejdsgiverforening har tidligere foreslået at hæve pensionsalderen fra 70 år til 72 år i 2040 for at mindske udgifterne til pension.

Efter sommerferien fremlægger Venstre sin 2025-plan for Danmark og Danmarks økonomi. Udsigten frem til 2020 er, at faldende oliepriser og voksende udgifter til flygtningekrisen gør, at det økonomiske råderum skrumper ind. Og forventningen til de kommende års økonomiske udvikling er derfor ikke ligefrem et festfyrværkeri.

Se hvornår du kan gå på pension:

FødtEfterlønsalderFolkepensionsalder
Før 19546065
Januar-1954 til juni-195460½65½
Juli-1954 til december-19546166
Januar-1955 til juni-195561½66½
Juli-1955 til december-19556267
Januar-1956 til juni-195662½67
Juli-1956 til 31-12-19586367
Januar-1959 til 30-06-195963½67
Juli-1959 til 31-12-19626467
Januar-1963 til december-19666568
Januar-1967 til december-19706669
Januar-1971 til december-19746770
1975 eller senere67½70½

Kilde: Beskæftigelsesministeriet