Udenrigsgransker: Danmark skal stå stærkere i EU
Danmark skal arbejde på at holde sammen på EU.
Et stabilt og fremgangsrigt EU er entydigt i Danmarks interesse.
Det fastslår regeringens udenrigsgransker Peter Taksøe-Jensen i den rapport, som offentliggøres mandag formiddag, men som Jyllands-Posten er i besiddelse af.
Ambassadøren skriver, at EU er udfordret, blandt andet af migrantstrømmene, men at det er entydigt i dansk økonomisk interesse at fastholde Det Indre Marked.
Netop den frie bevægelighed er udfordret i Europa, hvor flere lande har indført grænsekontrol.
»For Danmark er det en meget vigtig dansk interesse at beskytte de fremskridt, der hidtil er opnået i EU-samarbejdet. Det gælder især det indre markeds frie bevægelighed af varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft, som er udfordret af landenes reaktioner på migrantstrømmene,« skriver Taksøe-Jensen.
Taksøe-Jensen skriver, at »det er afgørende betydning for Schengen og for sammenhængskraften i EU, at der findes europæiske løsninger til at nedbringe og håndtere antallet af flygtninge og migranter, der kommer til Europa.«
Taksøe-Jensen anbefaler, at Danmark har et stærkt samarbejde med lande, som deler danske interesser, og det vil især sige Tyskland, Norden, baltiske lande og Holland.
Ifølge rapporten har de danske forbehold stor betydning for Danmarks muligheder i EU.
»Vi er placeret uden for centrale dele af EU-samarbejdet,« fastslår Taksøe-Jensen, som konstaterer, at den danske EU-repræsentation er blandt er de allermindste i Bruxelles.
Taksøe-Jensen gør opmærksom på, at Europa langt ud i fremtiden vil være den vigtigste eksportregion for Danmark, og at det derfor gælder om at sikre, at dansk virksomheder har samme vilkår i Europa som deres konkurrenter.
Udenrigsminister Kristian Jensen (V) har for nylig i et interview med Berlingske argumenteret for, at EU skal beskæres:
»Enhver havemand vil sige, at en gang imellem skal buskadset skæres til for at kunne gro og være stærkt. Sådan er det også med EU. EU er blevet for vildtvoksende på nogle områder og er kommet for langt væk fra kernen af EU,« sagde Kristian Jensen.
I samme interview pegede Kristian Jensen på Storbritannien som Danmarks vigtigste allierede i EU.
Ifølge Taksøe-Jensen er Tyskland Danmarks tætteste allierede i EU.