Tidligere talsmand bliver alligevel ikke folketingskandidat for Alternativet
Procedurefejl hos Alternativet annullerer opstilling af omstridt kandidat.
Mohammad Sabah Ahmad, der tidligere var talsmand for den kontroversielle, aarhusianske moské, Grimhøjmoskeen, stiller alligevel ikke op til Folketinget for Alternativet i Østjylland.
Det skriver Alternativets storkreds i Østjylland på Facebook.
»Østjyllands Storkreds valgte i søndags fem folketingskandidater, men det viser sig desværre, at valget ikke levede op til Alternativets landsvedtægter,« skriver Alternativets storkreds i Østjylland, hvor Mohammad Sabah Ahmed blev opstillet.
Fejlen skyldes, at fem af de ti opstillede kandidater, herunder Mohammad Sabah Ahmed, ikke havde været medlem af Alternativet i tre måneder, som landvedtægterne foreskriver. To af de fem blev valgt som folketingskandidater i storkredsen.
Derfor bliver valget nu annulleret, og Alternativets storkreds i Østjylland indkalder derfor »i nærmeste fremtid« til et nyt opstillingsmøde.
»Vi er kede af, at kandidaterne - og særligt Mohammad - skulle igennem det her. Det siger vi undskyld for - også til alle jer medlemmer, der mødte op og stemte på kandidaterne,« siger Birgit Hageneier, der er forperson for Østjyllands Storkreds.
Mohammad Sabah Ahmed fortæller, at han har forståelse for beslutningen, og at han agter at genopstille, når valget foretages senere på året.
»Jeg regner med at stille op til næste opstillingsmøde, som Alternativet Østjylland afholder på et senere tidspunkt, for jeg har været glad for og rørt over modtagelsen i Alternativet. Jeg vil nu bruge den kommende tid til at lære partiet endnu bedre at kende og engagere mig som menigt medlem,« skriver Mohammad Sabah Ahmed på Facebook.
Han tilføjer, at den store medieopmærksomhed har været overvældende, og at han nu vil tage en pause fra medierne.