Fortsæt til indhold
Politik

DF: Måske hjælper vi Pape

DF er ikke modstandere af mindre kvælstofudledning i naturen. »Overhovedet ikke.« Men der er ingen grøn aftale endnu.

Det er for tidligt at juble over grønne resultater.

Men blå bloks største parti, Dansk Folkeparti, er åben over for at reducere mængden af kvælstof, som bliver udledt i naturen.

Det siger partiets miljøordfører Pia Adelsteen, efter regeringen her til morgen meddelte, at den har en "ambition om" at imødekomme De Konservatives krav om netop at nedbringe kvælstofudledning de næste par år.

Før påske krævede den konservative formand Søren Pape Poulsen en samlet kvælstofreduktion på 624 ton i 2017 og 2018 for at opveje de negative miljøkonsekvenser af regeringens omstridte landbrugspakke. Spørgsmålet er bare, om partierne i blå blok kan blive enige om en sådan "naturpakke", der tilfredsstiller alle parter. Det stiller regeringen nemlig ingen garanti for.

DFs tilgang til forhandlingerne er konstruktiv, lyder det fra Pia Adelsteen.

»Vi sidder ikke og siger, at det vil være forfærdeligt med nogle kvælstofreducerende tiltag. Overhovedet ikke,« siger hun.

Adspurgt om DF vil lægge stemmer til at indfri De Konservatives krav, svarer miljøordføreren:

»Nu går vi ind og forhandler med en positiv tilgang. Så ser vi, hvad der bliver foreslået. Og så prøver vi at blive enige.«

Hun afviser, at der er indgået en form for forhåndsaftale mellem de borgerlige partier om at reducere kvælstofudledningen.

»Men lad os se på det og forhåbentlig finde en løsning.«

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen vil præsentere regeringens udspil til naturpakken omkring 25. april. Derefter skal der forhandles om både økonomi og indhold.

Dansk Folkeparti møder naturligvis op til forhandlingerne med egne ønsker. Blandt andet vil DF se på muligheden for at gøre mere dansk skov til såkaldt »urørt skov« for at fremme biodiversiteten.