Fortsæt til indhold
Politik

Løkke blæser til kamp mod anti-demokratiske kræfter

Statsministeren kalder partiledere til møde om radikale muslimer. Anti-demokratiske kræfter og parallelsamfund skal bekæmpes, mener han.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har fået nok af radikale imamer, der modarbejder demokratiet.

Han er derfor parat til at »udfordre grænserne« for selveste retsstaten og til at gå til kanten af, hvad Grundloven tillader i kampen mod netop de anti-demokratiske kræfter, der modarbejder danske frihedsrettigheder såsom ytrings- og religionsfrihed.

Det meddeler Lars Løkke Rasmussen under Folketingets spørgetime tirsdag. Her blæser statsministeren til kamp mod dem, der forsøger at »nedbryde vores samfundsmodel.«

»Det står nu klart for enhver, at nogen omkring visse religiøse samfund misbruger vores frihedsrettigheder til at undergrave selve det demokrati, som frihedsrettighederne bygger på og udspringer af,« siger han, og understreger, at det er uacceptabelt, når religiøse regler sættes over samfundets love.

»Vi skal tage et opgør. Jeg har ikke svarene på stående fod, men jeg vil gerne tilbyde, at invitere de partier her i folketingssalen, som anerkender paradokset, og som gerne vil gøre noget ved det, så vi kan give et samlet, virkningsfuldt gensvar, hvor vi ikke bare råber vores afmagt ud fra tagene, men gør noget, der virker,« siger Løkke.

Efter påske vil han derfor invitere lederne fra Folketingets partier til drøftelser i Statsministeriet. Kirke- og kulturminister Bertel Haarder skal stå i spidsen for arbejdet, hvor også andre ministre såsom integrationsminister Inger Støjberg skal inddrages, oplyser Løkke.

Initiativet kommer blandt andet som reaktion på TV 2’s udsendelser om forholdene i en håndfuld danske moskeer, herunder den omstridte Grimhøjmoskeen i Aarhus. Dokumentar-udsendelserne »Moskeerne bag sløret« har blandt andet vist eksempler på accept af flerkoneri, opfordringer til ikke at anmelde hustruvold og undervisning i islamiske regler for stening som straf for utroskab.

Paradokset – som Løkke nævner – består ifølge i, at mange af de løsningsforslag, der bringes til torvs, når politikere drøfter løsninger på disse udfordringer, strider imod selve de frihedsrettigheder, som politikerne ønsker at bevare. Eksempelvis har det været fremme, at en lukning af Grimhøjmoskéen er i strid med Grundloven.

»Hvordan bekæmper man noget, som er beskyttet af vores fundamentale samfundsværdier? Dét rammer lige ned i kernen af vores demokrati. Lige ned i kernen af vores samfundssjæl,« siger Løkke.

Han får ros fra Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen for at tage initiativ til politiske drøftelser.

»Vi har behov for samlet, på tværs af politiske partier, rød og blå blok, at nå de fælles løsninger, der skal til for at alle borgere i Danmark kan leve frie, demokratisk baserede liv,« siger Mette Frederiksen, som dog opfordrer Løkke til selv at sætte sig i spidsen for det kommende lovgivningsarbejde.

Også SF, Konservative og Enhedslisten byder forhandlingerne velkommen:

»Det er desværre et yderst relevant emne,« siger EL’s politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen.

Dansk Folkepartis formand Kristian Thulesen Dahl giver ligeledes point til Løkke for at tage fat om problemet med radikale imamer, men DF-lederen udtrykker samtidig skepsis over for, om Løkke nu også er parat til at gå linen ud og skærpe reglerne.

Løkke svarede, at han ikke på forhånd udelukker nogen løsningsforslag, og at han er villig til at »gå så langt som muligt« inden for »rammerne af de fundamentale frihedsrettigheder.«

På et spørgsmål fra Liberal Alliances formand Anders Samuelsen, uddyber Løkke, at Danmark er en retsstat og bundet af de internationale konventioner, som vi har tilsluttet os.

»Det er med det udgangspunkt, at vi inviterer til at udfordre grænserne,« siger han.

Ifølge Løkke har hans egen regering og regeringer før ham længe forsøgt at dæmme op for problemerme. Men:

»Vi må ærligt sige, at vi ikke har gjort nok. Desværre ligger de nemme løsninger ikke lige for.«