Ny miljøminister afviser De Konservatives krav
Der kommer ingen tillægspakke til landbrugspakken, siger Esben Lunde Larsen.
De Konservative kan glemme alt om at få en tillægspakke til den landbrugspakke, som i sidste uge udløste regeringskrise og ministerfyring af Eva Kjer Hansen.
Det siger hendes afløser, Esben Lunde Larsen, i sit første større interview som miljø- og fødevareminister. Han har brugt sin første uge i embedet til bl.a. at lægge sig fast på, at støttepartiet ikke får sin vilje.
»Helt overordnet skal De Konservative ikke gøre sig nogen forhåbning om en tillægspakke,« siger Esben Lunde Larsen.
Det kommer ministeren til at forholde sig til på et samråd i Folketinget.Mette Abildgaard (K), miljøordfører, miljøordfører
Han henviser De Konservative til de kommende forhandlinger om den naturpakke, som det hele tiden har været meningen, at de blå partier skal drøfte i foråret. I aftalen om landbrugspakken blev det forløb beskrevet som »et serviceeftersyn af Naturplan Danmark«.
»I fald Det Konservative Folkeparti måtte have ønsker til kvælstofreducerende tiltag som en del af naturpakken, må de præsentere dem der. Det vil jeg se konstruktivt på, ligesom jeg vil se på forslag, der måtte komme fra Liberal Alliance og Dansk Folkeparti,« siger Esben Lunde Larsen.
Før jul enedes de fire borgerlige partier om en landbrugspakke, der giver landbruget ret til at gøde mere, og det vil isoleret set betyde mere vandforurening.
»Grønt plus«
Pakken giver dog et »grønt plus« allerede i år, når man tager højde for den generelle udvikling, som f.eks. at flere landmænd vil omlægge til økologisk drift, og når man samtidig medregner denne effekt fra de tre foregående år i opgørelsen for 2016.
Den regnemetode mener De Konservative imidlertid ikke er retvisende. Og ud over at den kostede partiets tillid til Eva Kjer, er den også skyld i, at De Konservative kræver miljøkompenserende tiltag. Indtil nu i form af en tillægspakke.
»Det afgørende er stadig, at vi får nogle kvælstofreducerende tiltag. Vores prioritet har været en egentlig tillægspakke. Men vi hører, hvad ministeren siger, og det afgørende er ikke, hvad pakken hedder,« siger miljøordfører Mette Abildgaard (K).
Hun fastholder dog det konservative krav om forbedringer.
»Det er klart, at hvis de kvælstofreducerende tiltag skal ind i naturpakken, skal budgetrammen også øges fra de 89 mio. kr., som er aftalen i dag. Det ligger helt fast fra vores side. For ellers vil man tage af de midler, der var ment til at forbedre naturen, til at lukke et hul. Det er vi ikke interesseret i,« siger hun.
Men miljøministeren udsteder på ingen måde garantier for, at De Konservative kan få de indrømmelser, som partiet er på jagt efter.
»Der er afsat 89 mio. kr. til initiativer i Naturplan Danmark, hvoraf enkelte initiativer er iværksat. Jeg kan ikke stå her i dag og love flere penge. Nu begynder jeg med at indsamle ordførernes ønsker, og så må vi se på den samlede ramme derefter,« lyder det fra Esben Lunde Larsen.
Samråd venter
Ministeren vil i dagens interview hverken blåstemple eller tage afstand fra de beregninger, der skabte konservativ mistillid til Eva Kjer.
»Det kommer ministeren til at forholde sig til på et samråd i Folketinget. Jeg har forstået, at han gerne vil have en drøftelse med os inden om vores kritikpunkter. Og jeg har respekt for, at han ikke går ud inden og forholder sig til beregningerne,« siger Mette Abildgaard.
Hun vil endnu ikke forholde sig til, om De Konservative også vil miste tilliden til den nye minister, hvis han støtter Eva Kjer Hansens opfattelse af, at beregningerne var i orden.