Fortsæt til indhold
Politik

Regeringen: Amerikansk fly i København var ude efter Snowden

For første gang bekræfter regeringen nu, at et amerikansk regeringsfly landede i Danmark for at transportere den eftersøgte NSA-whistleblower Edward Snowden til USA. Samtidig erkender justitsminister Søren Pind at have fejlinformeret Folketinget.

Målet var Edward Snowden.

Regeringen bekræfter nu for første gang, at USA’s jagt på NSA-whistlebloweren også foregik på dansk jord og i dansk luftrum.

Hidtil har der kun været gisnet om, hvorfor et fly fra det amerikanske justitsministerium landede i Københavns Lufthavn i sommeren 2013 få uger efter, at Edward Snowden havde lækket tusindvis af tophemmelige NSA-dokumenter og dermed sat gang i en af de største overvågningsskandaler nogensinde.

Men nu bekræfter Justitsministeriet, at amerikanernes erklærede mål med at have det lille Gulftstream-jetfly stående i København var at kunne transportere Snowden tilbage til USA, hvor han risikerede årelang fængselsstraf.

»Formålet med flyets tilstedeværelse i Københavns Lufthavn [har] angiveligt været at have mulighed for at kunne transportere Edward Snowden til USA, såfremt han måtte blive udleveret fra Rusland eller et andet land,« oplyser justitsminister Søren Pind i en skrivelse til Folketingets Retsudvalg.

Justitsminister Søren Pinds brev til Folketingets Retsudvalg om det amerikanske regeringsfly, som fik tilladelse til at lande i Danmark i jagten på Edward Snowden.

Den slags oplysninger er normalt fortrolige, og derfor har Søren Pind også orienteret de amerikanske myndigheder, tilføjer han.

Søren Pind erkender samtidig, at han gav »ikke dækkende« oplysninger til Folketinget, da han hævdede, at han ikke vidste, hvad flyet skulle i Danmark.

Enhedslisten ser med alvor på afsløringen af, at Danmark aktivt hjalp amerikanerne i forsøget på at få Snowden hjem til retsforfølgelse.

»Det her viser, at den daværende danske regering var orienteret om, at amerikanerne var i København for at jagte Snowden,« siger udenrigsordfører Nikolaj Villumsen og fortsætter:

»Vi skylder Edward Snowden stor tak for hans afsløringer af ulovlig, amerikansk masseovervågning. Derfor bør Danmark på ingen måde deltage i klapjagten på ham. Det er helt grotesk, at den daværende regering satte hensynet til USA over borgeres frihedsrettigheder.«

Enhedslisten vil nu forsøge at få standset lignende danske samarbejder med USA i fremtiden.

Også Alternativet er stærkt kritiske over for den tidligere regerings rolle i sagen og har allerede sammen med SF kaldt Søren Pind i samråd.

»Vi mangler stadig at få svar på, om den daværende regering fik en officiel garanti fra USA om, at Snowden ikke blev udleveret til tortur eller dødsstraf,« siger retsordfører Josephine Fock.

Daværende justitsminister Morten Bødskov (S) ønsker ikke at kommentere sagen, oplyser han til Jyllands-Posten.

Det lille to-motorers Gulfstream-fly med flynummeret N977GA landede i Københavns Lufthavn den 25. juni 2013, efter at have fået landingstilladelse fra de danske luftfartsmyndigheder, Naviair. Siden da har der været gisnet om, hvad flyet lavede i Kastrup, og om den daværende SRSF-regering var inde over godkendelse - og kendte formålet.

To dage før flyet landede, var Edward Snowden ankommet fra Hong Kong til Rusland. Her var han strandet i Moskvas internationale lufthavn, fordi USA havde annulleret hans pas og dermed forhindret ham i at rejse videre.

På dette tidspunkt var NSA-skandalen allerede en verdensomspændende historie, og Edward Snowden var sandsynligvis USA’s mest eftersøgte mand.

Onsdag i denne uge var justitsminister Søren Pind i folketingssalen om fly-sagen. Her fik Søren Pind sagt, at han ikke personligt vidste, hvad flyet lavede i København.

»I forhold til den konkrete sag er der givet tilladelse til, at det amerikanske regeringsfly – hvis formål jeg ikke er bekendt med – kunne lande i Kastrup og overflyve dansk luftrum,« sagde ministeren.

Men det var ikke korrekt, og Søren Pind har nu rettet fejlen. I Justitsministeriets baggrundmateriale fremgår flyets angivelige formål nemlig – at Snowden skulle transporteres til USA, såfremt han blev udleveret.

Dokumenter i sagen udleveret via aktindsigt bekræfter desuden, at Justitsministeriet kommunikerede om sagen på højt embedsmandsplan både dagen for landingen og igen to dage senere.

I folketingsalen henviste Søren Pind dog til, at spørgsmål om landingstilladelser til udenlandske regeringsfly hører under Transportministeriet og dermed i sidste ende transportministeren.

Det var i sommeren 2013 socialdemokraten Henrik Dam Kristensen (S), og han mener ikke, at sagen om fly-N977GA var oppe forbi hans ministerkontor.

»Jeg erindrer ikke, at jeg på noget tidspunkt som transportminister har fået sager om landingstilladelser op på mit bord. Det er noget rent administrativt,« siger Henrik Dam Kristensen i dag.

Det amerikanske Gulfstream-jetfly N977GA, der landede i København i juni 2013. USA's justitsministerium har tidligere benyttet flyet til internationale fangetransporter. For eksempel da den terrormistænkte prædikant Abu Hamza i 2012 blev udleveret fra Storbritannien til USA. Foto: Darryl Sarno

Enhedslisten har siden 2014 boret i, om Danmark aktivt bistod amerikanerne med jagte Edward Snowden. Partiet har blandt forsøgt at få svar på, om USA bad Danmark om at udlevere Snowden, hvis han satte fod i landet, men Justitsministeriet offentliggør af princip ikke andre landes udleveringsbegæringer.

Både Søren Pind og hans forgænger som justitsminister, Mette Frederiksen (S), har desuden afvist spørgsmålet som hypotetisk, fordi Snowden hele tiden befandt sig i Rusland – og stadig gør i dag.

Den norske TV-station NRK har dog afsløret, at USA i hvert fald bad Norge om at udlevere Snowden, hvis han satte fod i landet.

Dokumenter, som NRK har offentliggjort, viser derudover, at FBI sendte skrivelser til politimyndighederne i både Danmark, Norge, Sverige og Finland med oplysninger om, at USA havde sigtet Edward Snowden for spionage, og at det rent praktisk var muligt for ham, at flyve til hvert af de nordiske lande fra den internationale lufthavn i Moskva.

Det skete to dage efter landingen i Kastrup, den 27. juni 2013.

I skrivelserne gjorde FBI opmærksom på, at Snowdens pas var blevet inddraget, og at USA var klar til at kræve ham udleveret »omgående«, hvis han satte fod i Danmark eller i et af de andre nordiske lande.

Samtidig er det et faktum, at USA tog drastiske metoder i brug i forsøget på at få fat i kilden til NSA-lækket. Et fly med Bolivias præsident, Evo Morales, om bord blev eksempelvis tvunget til at lande i Østrigs hovedstad, Wien, på grund af rygter om, at Snowden var om bord. Evo Morales havde været på besøg i Moskva, og da han skulle hjem, lukkede både Frankrig, Italien, Spanien og Portugal deres luftrum for præsidentflyet, som dermed måtte mellemlande i Østrig.

I december lykkedes det den danske skribent og aktivist Peter Kofod at få aktindsigt i de danske myndigheders dokumenter om det amerikanske fly i Københavns Lufthavn. Justitsministeriet tilbageholdt eller overstregede ganske vist flere af akterne i sagen – blandt andet med henvisning til at det kan skade Danmarks forhold til USA, hvis indholdet bliver offentliggjort.

Det fremgår dog af de udleverede dokumenter, at N977GA’s landingstilladelse blev drøftet mellem Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter og Justitsministeriets Internationale Kontor på dagen for landingstilladelsen og igen to dage efter, hvor også Rigspolitiets Nationale Udlændinge Center (NUC) bliver inddraget i en mailkorrespondance, der havde prioriteten »høj«.

Indholdet af disse mails er overstreget med sort.

USA’s Justitsministerium benyttede i 2012 selvsamme N977GA-fly i forbindelse med udleveringen af den terrormistænke prædikant Abu Hamza fra Storbritannien til USA. Tidligere endnu blev flyet angiveligt benyttet af CIA til fangetransporter.