Fortsæt til indhold
Politik

Svensk asylmur kan presse Danmark

8 af 10 asylsøgere har ikke et gyldigt id, og derfor vil de svenske planer om id-kontrol i busser, tog og færger være effektive og øge asylsøgertallet i Danmark, vurderer eksperter.

MARTIN JOHANSEN | JESPER HVASS

De svenske planer om inden for få uger at indføre id-kontrol af passagerer i busser, tog og færger kan vise sig at være så effektivt et værn mod asylstrømmen til Sverige, at en stor del af de mange asylsøgere i stedet ender i Danmark.

Det vurderer eksperter.

Den svenske regering vil pålægge trafikselskaberne et såkaldt transportøransvar, der medfører klækkelige bøder, hvis de bringer folk, som ikke har papirerne i orden, videre til Sverige.

Og ifølge de svenske udlændingemyndigheder, Migrationsverket, ankommer hele 81 pct. af asylsøgerne til Sverige uden hverken et pas eller andet gyldigt id.

Hvis disse tusindvis af flygtninge og migranter afskæres fra at tage offentlig transport til Sverige for at søge om asyl, er det oplagt, at en betydelig del af dem i stedet søger asyl i Danmark, påpeger eksperterne.

»Der er ingen tvivl om, at dette isoleret set vil betyde flere asylsøgere til Danmark, end man ellers ville have fået,« siger Gerd Battrup, grænseforsker ved Syddansk Universitet.

Martin Lemberg-Pedersen, forsker i migration ved Københavns Universitet, er helt enig:

»Ud over generelt kaotiske trafikforhold ved havne, broer og perroner, ser den foreslåede id-kontrol, som jeg forstår den, ud til at gøre flygtninges vej til Sverige mere vanskelig. Det vil givetvis føre til færre asylsøgere i Sverige og flere i Danmark,« siger migrationsforskeren.

Han forudser, at Danmark vil reagere med lignende tiltag ved grænsen til Tyskland.

Den mulighed er den danske regering ved at give sig selv med hastebehandlingen af et lovforslag om netop id-kontrol og transportøransvar, der efter planen skal vedtages på fredag.

Dette kan kun indføres samtidig med midlertidig grænsekontrol, som regeringen hidtil har afvist at bruge. Men det kan man nu blive tvunget til, erkender udlændingeminister Inger Støjberg:

»Hvis konsekvensen er en prop i Sverige, har vi nu et modsvar. Med de samme værktøjer som Sverige skal vi sikre, at der ikke sker en stor ophobning af asylsøgere og migranter i Danmark.«