Eksperter og EU skyder hul i nej-plan
Folkeafstemning: DF garanterer, at Danmark kan blive i Europol efter et nej, men det holder ikke, siger eksperter.
Mens kampen om vælgerne bevæger sig ind i en hektisk slutspurt, sår en række eksperter og EU’s Ministerråd alvorlig tvivl om nej-partiernes alternativer i tilfælde af et nej ved folkeafstemningen den 3. december om at ændre retsforbeholdet.
Nej-sidens forsikringer om, at Danmark kan blive i det europæiske politisamarbejde, Europol, enten via en parallelaftale eller ved en ekstra folkeafstemning om en begrænset tilvalgsordning, hvor suveræniteten kun overdrages, når det gælder Europol, holder ikke vand, lyder det fra eksperter og garvede EU-diplomater.
»Danmark kan ikke vælge at have tilvalg på Europol og opretholde retsforbeholdet på alt det andet, som nejsiden foreslår. Man kan ikke have en specifik afstemning kun om Europol. Den går ikke.«
Det siger Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen, der er EU-forsker ved Syddansk Universitet.
Også et nyt svar, som EU’s Ministerråd senere på ugen sender til EU-Parlamentet, sår tvivl om nej-sidens plan.
Rådet, der er blevet bedt om at forholde sig til Danmarks muligheder og en mulig parallelaftale med Europol, skriver, at Danmarks mulighed er at bruge tilvalgsordningen, og at Danmark ikke kan deltage i EU’s retlige område og det fremtidige Europol, »så længe protokol 22 ikke er ændret«. Den såkaldte protokol 22 rummer tilvalgsordningen, som danskerne skal stemme om, og den giver mulighed for, at Danmark fra sag til sag kan tilvælge, hvilke retsakter vi vil deltage i.
Den tidligere topdiplomat Poul Skytte Christoffersen, der både har været med til at forhandle tilvalgsordningen og Danmarks tidligere parallelaftaler på plads, siger, at rådets svar »går meget langt i retning af at udelukke andre former for dansk tilknytning til Europol end brug af tilvalgsordningen«.
»Konstruktionen med en tilvalgsordning, som udvides til nye områder, hvis det godkendes ved folkeafstemninger, er i klar modstrid med aftalen med vore EU-partnere og er ikke forenelig med protokollens ordlyd,« siger Skytte Christoffersen.
Topjuristen Per Lachmann, der også deltog i forhandlinger om tilvalgsordningen og i dag er tilknyttet den proeuropæiske Tænketanken Europa, afviser også nej-sidens model.
Samme budskab om, at et begrænset tilvalg ikke er muligt, kommer også fra den tidligere leder af Ministerrådets juridiske tjeneste Jean-Claude Piris, der både var med til at udarbejde de danske forbehold og tilvalgsmodellen.
DF’s medlem af EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, afviser kritikken og fastholder begge alternativer og nej-sidens garanti om, at Danmark kan blive i Europol efter et nej.