Politikere udvandrede fra udvalgsmøde, da en kontroversiel gæst dukkede op
»Borgmesterens moralske kompas er gået i stykker,« siger en af lokalpolitikerne om onsdagens møde på Hillerød Rådhus.
Jonathan Nielsen fra Liberal Alliance og Peter Lennø fra Dansk Folkeparti, som begge er byrådsmedlemmer i Hillerød Kommune, valgte onsdag at forlade et møde i Økonomiudvalget.
De to politikere havde ikke lyst til at deltage i mødet, fordi den kontroversielle dansker Niels Holck var blevet inviteret til at holde dagens præsentation af et projekt om bæredygtig udvikling. Det skriver sn.dk.
Niels Holck har gennem mange år været centrum for en strid om våbennedkastning i Indien - en strid, som stadig er kilde til spændinger mellem Danmark og Indien. Det er på den baggrund, at de to politikere ikke ønskede at deltage i onsdagens møde.
»Det, at han overhovedet er inviteret, er et udtryk for, at borgmesterens moralske kompas er gået i stykker,« siger LA's Johathan Nielsen.
LA-politikeren mener ikke, at det ville være »moralsk forsvarligt« at mødes med Niels Holck på grund af hans tidligere forbrydelser og valgte derfor at træde uden for døren, mens Niels Holck og hans partnere holdt oplæg for udvalgets øvrige medlemmer.
Hillerøds borgmester, Dorte Meldgaard, forsvarer invitationen med, at Niels Holck ikke er dømt for den famøse våbennedkastning og siger til sn.dk, at hun ikke vil gøre sig til dommer over Niels Holck.
Kommunens økonomiudvalg tæller borgmesteren samt otte andre byrådspolitikere.
Også Niels Holck ærgrer sig over for avisen over, at fokus er blevet flyttet over på hans person.
»Det plejer at være sådan, at indtil man er dømt for noget, skal man ikke lægges for had og kaldes skyldig,« siger han.
Niels Holck-sagen går helt tilbage til den 18. december 1995, da han sammen med en britisk våbenhandler og fem russiske besætningsmedlemmer fløj et russisk propelfly over Purulia i den indiske delstat Vestbengalen, hvor de kastede våben ned til en oprørsgruppe.
En gerning, som set med indiske øjne gør ham til terrorist.
Kort tid efter blev seks af de øvrige involverede i våbennedkastningen anholdt og idømt livsvarigt fængsel i Indien. Niels Holck stak af til Nepal og senere til Danmark, hvorfra Indien længe har krævet ham udleveret til retsforfølgelse.
De danske myndigheder har ikke villet udlevere Niels Holck, fordi man frygter, at han vil blive udsat for tortur.
Niels Holck er sidenhen blevet iværksætter og forretningsmand og arbejder bl.a. med grønne projekter som solcelleanlæg. Det var i forbindelse med dette arbejde, at han var blevet bedt om at præsentere et projekt for udvalget i Hillerød.