Fortsæt til indhold
Politik

Tidligere V-profil bliver cheflobbyist for bankerne

Mads Rørvig sad seks år i Folketinget for Venstre, men blev vraget af vælgerne ved valget i sommers. Nu har han fået job i Finansrådet.

Efter seks år i Folketinget blev Mads Rørvig (V) - som flere andre Venstre-profiler - ikke valgt ind ved valget i juni.

Og nu har den tidligere formand for Folketingets Skatteudvalg besluttet sig for helt at droppe politik. I stedet er han blevet ansat som chef for Public Relations i Finansrådet - bankernes interesseorganisation.

»Mads Rørvig skal med sin erfaring fra det politiske arbejde på Christiansborg være med til at løfte og udvikle Finansrådets interessevaretagelse. Jeg er glad for at få Mads med på det nye hold og ser frem til samarbejdet,« udtaler Ulrik Nødgaard, direktør i Finansrådet, i en pressemeddelelse.

Selv understreger Mads Rørvig, at det nye job betyder, at han lægger det politiske engagement på hylden.

»Politik har fyldt meget i min hverdag de sidste 15 år som aktivt medlem af Venstre og VU, 9 år som folketingskandidat og knap 6 år som Folketingsmedlem. Selvom jeg alt i alt fik 8.100 stemmer til valget i juni, rakte det desværre ikke, da valget jo gik som det gik. Mit nye job vil kræve mit fulde fokus og derfor lægger jeg også mit politiske engagement på hylden. Tak til alle kolleger, medarbejdere, V-medlemmer, tillidsfolk, venner, samarbejdspartnere, vælgere mv., der har gjort de sidste 15 år til en fest,« skriver han på Facebook.

Dermed skal Venstre i Silkeborg Nordkredsen til at se sig om efter en ny folketingskandidat.